Butikken er godt udnyttet
Jesper Reuther hos Superbest i Skomagergade er glad for sine special-afdelinger
- Vi har allerede nogle velfungerende specialafdelinger med blomsterbinderiet, bageriudsalget, den betjente slagter med delikatesse samt fisk. Med 700 kvadratmeter til rådighed, mener jeg, det er en helt rigtig prioritering, og så er det ikke fornuftigt at presse ekstra ting ind, forklarer Jesper Reuther.
Gennem syv år har han nu været butikschef hos Superbest i Skomagergade, der ejes af Søren Rasmussen, som også har forretningen i Himmelev.
Det centralt placerede supermarked mellem gågaden og p-pladserne på Schmeltz Plads er kendt hos mange roskildensere, der fortsat kalder det for Strandberg efter de mange år, da det var ejet af den kendte købmandsfamilie fra Holbæk med Henning Aunstrup som butikschef.
En del af medarbejderne har været i forretningen gennem rigtig mange år og udgør en loyal kerne, der er med til at holde det hele i gang.
Købmanden kendte mor og far
- Jeg kom ind i dagligvare-branchen ved en tilfældighed, som det ofte sker, fortæller Jesper Reuther.
- Da jeg gik på EFG, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg ville. Men så spurgte den lokale købmand i Hundested, der kendte min mor og far, om ikke det var noget for mig at komme i lære.
- Egentlig havde jeg ikke tænkt, at butik var noget for mig. Men jeg er jo også opdraget til at skulle have noget at lave, så jeg sagde ja alligevel.
- Efter at jeg så kom i gang, har jeg aldrig fortrudt det. For jobbet er spændende hver dag med nye opgaver og interessante mennesker, som man møder. Det gælder både kunderne, de ansatte og leverandører, som man også har med at gøre.
Flest strøgkunder
Når Jesper Reuther skal sammenligne kunderne i sin egen butik med Hundested, nævner han først den større loyalitet, der er i hans egen hjemby, som er et meget mindre samfund.
- Vi har også mange trofaste kunder her, som har handlet i butikken gennem rigtig mange år, lige siden det var Strandberg, eller endda HAMI. Men efterhånden er der kommet rigeligt med supermarkeder i Roskilde, i forhold til indbyggertallet, så konkurrencen er meget hårdere.
- I Roskilde er de mere interesseret i økologi og vin, end de er i Hundested, hvor folk er mere til øl og synes, at 'vin er for de fine'. Her i butikken har vi samtidig mange 'strøgkunder', der kommer til fods eller på cykel, så det præger jo også indkøbenes størrelse.
Jesper Reuther kan stadig også mærke eftervirkningerne fra Roskilde Banks krak i 2008.
-Nogle kunderne tabte mange penge og blev mere sparsommelige.
Cykelture og lange rejser
Når købmanden fra Skomagergade selv skal vælge en rødvin, bliver det en Cantamerli Pico Maccario fra Piemonte, fordi den både er blød og fyldig efter han smag. Den foretrukne hvide er en Chardonnay fra Chile.
Fritiden går med cykelture rundt om i Halsnæs. Han tramper i pedalerne 2-3 gange om ugen og tilbagelægger hver gang 20-40 kilometer, afhængig af vejr og vind.
Så rejser han meget og har mange gange været i Rio de Janeiro og Brasilien. Hans bror er forretningsmand og har arbejdet både i Rusland, Cypern og nu Holland, så ham har han også været rundt at besøge.
Om vinteren er Jesper Reuther glad for at tage på skiferie, og hans foretrukne destination er Østrig:
- Her er en meget hyggelig stemning, og løjperne og samtidig lidt udfordrende, forklarer han.
tk