Fortsæt til indhold

Livet i formandsstolen

Den vejlensiske politiker trives som ordstyrer i Folketinget

Arkiv
Peter Friis Autzen

Det vejlensiske folketingsmedlem Karen Klint (S) sidder jævnligt i formandsstolen, når Folketinget diskuterer love og politik. Og hun trives med tjansen som ordstyrer i landets fremmeste diskussionsklub.
“Det er et kompliment at blive betroet sådan en funktion. Jeg er ydmyg omkring posten og funktionen,” siger hun.
Blandt politiske venner og modstandere er hun kendt for at være fair og engageret. Noget, en ordstyrer har brug for at være.
Også fra hendes “chef”, folketingets formand Mogens Lykketoft (S), er der ros.
“Karen er en uhyre god og solid kollega, der altid stiller op. Det kan måske se lidt småkedeligt ud at sidde oppe i formandsstolen. Men man bliver klogere af debatten - og man får øje på de politiske talenter i salen,” siger han.

Fast i elastikken

Som ordstyrer i Folketinget skal Karen Klint sikre, at møderne forløber korrekt. Og hvis der er uro blandt tilhørerne, pressen eller politikerne i salen, griber hun ind.
“Det er desværre blevet mere almindeligt med uro i salen. Nogle snakker og griner vældig højt. Og det sker, at jeg må bede om ro i salen. En enkelt gang har jeg måtte true med at indstille forhandlingerne i 10 minutter, så folk kunne snakke færdig. Dét virkede,” siger Karen Klint, som understreger, at folketingsmedlemmerne generelt er gode til at overholde reglerne.
“Men dagen efter hofballet er stemningen nogle gange mere løssluppen. Det kan godt mærkes på debatten,” siger hun.
Som ordstyrer skal hun sørge for, at folketingsmedlemmerne overholder tiderne, som der er detaljerede regler for.
“Men ikke alle medlemmer er lige gode til at formulere sig. Så jeg rejser mig altså ikke og afbryder på sekundet, hvis vedkommende bare lige har brug for et par sekunder ekstra. Omvendt ved jeg også udmærket, hvilke folketingsmedlemmer, der har en uvane med altid at ville trække tiden for lang. Det får de selvfølgelig ikke lov til,” siger Karen Klint.

Karen Klint (S) i sit kontor på Christiansborg, inden hun skal “i salen” for at være ordstyrer på en debat. Foto: Peter Friis Autzen