Fortsæt til indhold

Når en hel by står sammen - Vonge har atter en købmand

Få måneder uden købmand blev det til i Vonge, hvor borgerne og byen fredag kunne nyde frugten af et stærkt sammenhold.

Arkiv
Jørgen Flindt

Det kunne være blevet en historie om en by med små 450 hustande, der måtte sige farvel til købmanden, men det blev til historien om borgerne i en lille by, der mistede købmanden, og sagde 'vel vil vi da ej'.
Derfor var flagene hejst fredag. Og selvom regnen var med som gæst, var der tørt og varmt inde i den nye købmand, der ligger der, hvor den gamle lukkede 1. april.
“Det kom lidt som et granatchok, da den lukkede, men på et borgermøde var der bred enighed om, at noget skulle ske. Vi vil have en købmand i Vonge, så vi fik samlet 2.7 millioner kroner sammen. Den slags sammenhold finder man nok ikke i de større byer, men hos os er der en tradition for at samle ind og stå sammen. Sådan var det også med hallen i tidernes morgen,” siger Marianne Nymann, der er med i bestyrelsen bag den nye købmand.
Men et er penge, noget andet er den frivillige arbejdskraft. Over 1000 mandetimer er der frivilligt lagt i det. Byen har stået bag, og gjort det på en måde, så købmanden endda har et godt fundament at stå på.
“Det er vigtig for en by som Vonge, at vi har en købmand. Det er en del af byens nerve, ganske som skolen og idrætsforeningen. Uden det ene led, vil de andre måske smuldre væk,” siger hun.
Nu er det så op til byens borgere at bakke op og handle i købmandsbutikken.
“Det kom lidt bag på folk, at købmanden kunne lukke. Nu ved vi bedre, at skal den overleve, skal vi bruge den,” siger Marianne Nymann.

Eva er en ener

Udenfor er regnen stadig i gang med at vælte ved. En af kunderne, Karin Nørrebro, står i læ og venter.
“Det er så dejligt, at byen atter har en købmand. Både fordi det er nememre at handle. Men godt for det sociale liv. Det er her mange mødes og snakker og hygger. Der er ikke langt til Tørring, men der har vi jo ikke de samme ting at snakke om,” siger hun og skyder roserne videre til både folkene bag initiativet og så især til den nye købmand.
“Hun hedder Eva (Rand Mogensen) og er min genbo. Og hun er helt fantastisk. En ener. Hvis det ikke kan gå med hende ved roret, så kan det ikke lykkes for nogen,” siger hun, alt mens regnen slipper sit tag over Vonge. En by hvor både kroen og købmanden på få måneder er genåbnet.
De flager i Vonge. Med god grund.