Kaffen får du her - kagen må du nyde hos naboen
Virksomhederne på Bredholm og Melskov Allé afholder fælles åben hus
Der er sket meget hen over de seneste år i det industriområde ved motorvejen, som hedder Bredholm og Melskov Allé. Og nu vil områdets virksomheder gerne vise de mange ting frem:
“Derfor inviterer vi til et fælles åben hus arrangement på fredag, hvor man kan kigge indenfor hos os alle sammen. Og for at sikre at vi allesammen får gæster, har vi spredt serveringen lidt,” fortæller Ellen Matthiesen fra Dansk Autohjælp.
Frisk festudvalg
Det er områdets frsike festudvalg, som står bag arrangementet, der finder sted imellem klokken 12.30 og 16.00 på fredag. Og man er vel ikke festudvalg uden at arrangere en fest. Så alle virksomhedernes personaler er inviteret til efter om aftenen på Hammelev Forsamlingshus.
“Vi synes selv at det er nogle meget spændende virksomheder, som ligger herude, og vi håber at mange har lyst til at lille kig bag facaden og en snak om hvad vi går og laver,” siger Ellen Matthiesen.
Foruden Dansk Autohjælp ligger også Bema, Dani-tech, Danmarks Fragt Service A/S og HM Systems i området.
“Tag familie og venner med. Vi glæder os til mange gæster,” lyder det fra virksomhederne.