Fortsæt til indhold

Mere elite i Varde Kommune

Varde Kommunes mange foreninger og idrætsfaciliteter betyder, at breddeidrætten og foreningslivet har gode vilkår, men der satses også på eliten i kommunen

Arkiv
Kim Schou

Med Udvalget for Kultur og Fritid i spidsen satser Varde Kommune nu mere på elitesport. Badminton og kvindefodbold er blandt de idrætsmæssige flagskibe i Varde Kommune.
Før sommerferien besluttede Udvalget for Kultur og Fritid således at støtte Varde Badminton Klub med godt 100.000 kr. og Varde IF kvindefodbold med ca. 200.000 kr. Pengene skal løfte de to klubbers satsning på eliten, og allerede nu er der nye aktiviteter sat i søen.
I Varde IF har de kvindelige fodboldtalenter haft mere morgentræning og bedre muligheder for fysioterapi i forbindelse med skader og genoptræning.
I Varde Badminton Klub er pengene blandt andet brugt til at styrke badmintontalenternes familiære bagland med foredrag om, hvordan forældre til elitesportsudøvere kan understøtte deres talentfulde børn bedst mulig.
”Foreningsdanmark er jo nærmest opfundet i Vestjylland, og der er ingen tvivl om, at breddeidrætten også fremover vil udgøre fundamentet for de fritidstilbud, man kan benytte i kommunen. Men Breddeidræt og eliteidræt hænger sammen, og i Varde ønsker vi, at vi inden for enkelte sportsgrene kan tilbyde noget helt særligt for talenterne, så de ikke skal rejse til Esbjerg eller andre større byer så ofte. Jeg tror på, at breddeidrætten styrkes, når vi også bruger kræfter på eliten, fordi klubberne med talenterne bevarer en masse kompetencer og viden om sporten," siger Lisbet Rosendahl, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.