Brigitte Klintskov Jerkel genvalgt
- som folketingskandidat i Greve/Solrød kredsen
POLITIK: En folkeskole med høj kvalitet og en tryg hverdag for borgerne er blandt mærkesagerne
Det blev som ventet byrådsmedlem og regionsrådsmedlem Brigitte Klintskov Jerkel, der på et opstillingsmøde i Greve/Solrød-kredsen blev genvalgt som konservativ folketingskandidat.
- Jeg er meget glad for valget og ser frem til at deltage i den kommende folketingsvalgkamp, sagde den genvalgte folketingskandidat lige efter opstillingsmødet, hvor hun over for de fremmødte medlemmer redegjorde for sine synspunkter og mærkesager.
- Politik og samfundsudvikling har altid interesseret mig i bred forstand, men en af mine vigtigste mærkesager er at medvirke til, at vores børn og unge får en god start i livet. Derfor skal vi have en ambition om, at styrke kvaliteten i den danske folkeskole, forklarede Brigitte Klintskov Jerkel, der som medlem af Børne- og Ungeudvalget i Greve kommune selv har en række positive erfaringer med udviklingsprojekter til at forbedre folkeskolen.
- En anden mærkesag for mig er, at uanset alder og bopæl skal man kunne færdes trygt i det offentlige rum og i sit eget hjem, fastslår den 45 årige socialrådgiver, der i en årrække har arbejdet med at skabe trygge forhold for udsatte børn og unge, men som også har set, hvad konsekvenserne af overfald og andre hændelser for voksne kan gøre ved menneskers livskvalitet.
Derfor går hun ind for kriminalitetsforebyggende tiltag i samfundet og tryghed for borgerne blandt andet ved hjælp af et stærkt og synligt politi i gadebilledet.
- Udlændinge- og integrationspolitik er også et af de områder jeg har fokus på. Som konservativ går jeg ind for en stram og ansvarlig udlændingepolitik. Vi skal tage hånd om dem, der har brug for hjælp, men samtidig er det nødvendigt at begrænse adgangen til Danmark.
Greve/Solrød-kredsen er en del af Sjællands Storkreds, der tæller 17 kommuner i Region Sjælland. Ved valget i 2011 blev Brian Mikkelsen valgt til Folketinget fra Sjællands Storkreds.
- Med valget til Regionsrådet viste Brigitte, at hun har opbakning fra hele Sjælland. Og som person har hun bred appel, så jeg ser frem til at følge Brigitte i den kommende valgkamp, siger Greves tidligere borgmester Hans Barlach.
pm