Send et brev til vores forældre
Alt for mange unge har ikke en digital postkasse
Snart bliver lovpligtigt at have en digital postkasse, men stadig mangler lidt over halvdelen af de unge mellem 15 – 24 år i Fredericia at tilmelde sig. Sådan har det set ud længe. De unge har generelt set været de mindst digitale, når det drejer sig om at tilmelde sig Digital Post. Fredericia Kommune har derfor spurgt de unge selv, hvad der skal til, for at de tilmelder sig digital postkasse. Svaret var klart: Send et brev til vores forældre!
Så det er Fredericia Kommune nu i gang med. I disse dage bliver der sendt breve og vejledninger ud til alle forældrene via folkeskolen og uddannelsesinstitutionerne.
”Det er lovpligtigt at have en digital postkasse fra man er 15 år. Med det i mente, håber vi, at forældrene prikker til deres unge og får dem til at oprette en digital postkasse”, siger digital supporter Mai-Brit Berg.
Når de unge er under 18 år, kommer der ikke så meget til dem i den digitale postkasse. Men de kan f.eks. modtage oplysninger fra SKAT, sygehusindkaldelser, lønsedler og feriepengeoplysninger. Når de kommer i gang med en uddannelse, vil de også modtage oplysninger vedr. deres studie, udlandsophold, SU, flyttemeddelelser osv.
Har man ikke oprettet en digital postkasse den 1. november 2014, så bliver der automatisk oprettet en postkasse til en. Så skaden er vel ikke så stor, skulle man tro. Men hvis man ikke har været inde i postkassen og indtastet en mailadresse og/eller et mobilnummer, så får man ikke besked om, at der er kommet post.
”Hverken vi eller de unge tror på, at de automatisk går ind og tjekker, om der skulle være kommet noget til dem. Så det vil være en stor hjælp til dem selv, at de får indtastet de nødvendige oplysninger”, pointerer Mai-Brit Berg.