Politi på Sct. Jørgensbjerg
Permanent spærring og hastighedsdæmpning skal skabe vejfred
Efter at Brøndgade har været spærret midlertidigt af i et halvt års tid, skal afspærringen nu gøres permanent, har et flertal af Roskildes politikere bestemt.
Afspærringen bliver placeret 20 meter længere oppe, end den står i dag, i retning mod Kirkegade, hvor der allerede er et bump.
Lukningen er planlagt som fleksibel, så den kan åbnes ved særlige lejligheder.
Politi i gaden
Selvom dele af Sct. Jørgensbjerg er spærret af, og det også er forbudt at køre på bjerget, hvis man ikke har ærinder på stedet, er der stadig nogen, der mener, at der bliver kørt for stærkt og for meget i Sct. Hans Gade.
For at få styr på det tilsyneladende eksisterende problemer flytter politiet med fartkontrolvogne i en periode hen i gaden. En såkaldt præventiv indsats.
Samtidig indkalder Plan- og Teknikudvalget til møde om hastighedsdæmpende foranstaltninger i gaden.
Formand Torben Jørgensen vil gerne høre, hvad beboerne i området ønsker, der skal gøres, og hvilke problemer trafikken i dag giver.
Hvad mener du? Kommenter nedenfor eller på Facebook.