Regionen indgår aftale om redder-elever
Region Syddanmark har fundet en løsning for de 12 redder-elever, hvis kontrakter blev opsagt af Falck. Løsningen koster regionen knap en halv million kroner
Region Syddanmark vil i samarbejde med BIOS og Responce tilbyde de 12 elever, Falck opsagde elevaftaler med, da de tabte udbuddet om ambulancedriften i regionen, en elevplads hos Responce i stedet.
De tolv elever havde indgået uddannelsesaftaler med Falck og skulle pr. 1. november være startet i deres elevforløb. I stedet starter de 12 elever fra 1. februar 2015 som elever hos Responce på Rescue Center Denmark i Esbjerg.
"Eleverne får en uddannelsesaftale med Responce i perioden 1. februar til 31. august 2015. I uddannelsesaftalen for ni af eleverne indføjes, at deres aftale overgår til BIOS 1. september 2015. Denne fremgangsmåde er valgt, fordi BIOS ikke uden dispensation vil kunne ansætte elever, inden de er ambulanceoperatør i Danmark," siger udvalgsformand Thyge Nielsen (V), Præhospitaludvalget i Region Syddanmark
Eleverne kommer i praktik hos Responce. Praktikken vil foregå i Horsens-området, hvor Responce kører ambulancer i dag.
Regionen betaler
Den nye aftale skal nu godkendes af Regionsrådet på deres møde den 24. november. En del af aftalen handler om udgifterne til elevernes uddannelsesforløb:
"Da vi ikke kan forvente, at de nye operatører aktivt skal uddanne elever, inden de har overtaget driften, er det en del af aftalen, at regionen i perioden fra 1. februar til 31. august betaler Responce et fast beløb på 40.000 kroner pr elev svarende til i alt 480.000 kroner, siger Thyge Nielsen.
Udover de kommende 12 elever, vil Region Syddanmark snart indkalde Falck til et møde, så der kan findes en god løsning for de elever, der er i gang med redder-uddannelsen lige nu.