Solceller giver pote
De mange solskinstimer i sommer har betydet, at solcellerne på sygehuset i Aabenraa i perioder har produceret mere end en femtedel af sygehusets samlede strømforbrug
Det var tilsyneladende en god investering, da regionspolitikerne i Region Syddanmark i 2012 valgte at bruge 82 mio. kr. på at købe solceller til sygehusene i regionen.
På sygehuset i Aabenraa blev der indkøbt 2000 m2 solceller til selve sygehuset og 2252 m2 solceller til det nye p-hus.
De gode somre sidste år og i år har betydet en større produktion fra solcellerne, end man oprindeligt havde regnet med. For eksempel producerede solcellerne i juni i år 97,51 MWh.
Sammenholdt med, at sygehusets samlede elforbrug i samme måned var på 445,11 MWh, vil det sige, at solcellerne i juni producerede 22 procent af sygehusets samlede elforbrug.
”Det er imponerende så meget strøm solcellerne producerer. Regionsrådet viste stort fremsyn, da vi investerede i solceller. Den ”gratis” strøm fra solcellerne betyder mindre elregninger på sygehusene, og de sparede penge kan sygehusene bruge direkte på behandling af patienter. Sidegevinsterne er et bedre miljø, og at vi har fået skabt arbejdspladser”, siger regionsrådsformand Carl Holst (V).
Største danske enkelt- investering i solceller
Det syddanske regionsråds beslutning banede vejen for den største danske enkeltinvestering i solceller nogensinde.
Der er sat solcelleanlæg op på de somatiske og psykiatriske sygehuse i Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Esbjerg, Grindsted, Brørup, Kolding, Vejle, Middelfart, Nyborg og Svendborg.
Ligeledes er det sat solceller op på p-husene i Aabenraa, Esbjerg, Vejle, Svendborg og Odense, på regionshuset i Vejle, Center for Høretab i Fredericia og det socialpsykiatriske botilbud Syrenparken i Børkop.