Her tænker de ud af boksen
600 unge i Fredericia tog tænkehatten på og fik idéer til produkter og koncepter
Energien kan mærkes. Hallen i Fredericia Idrætscenter er fyldt med unge, som tænker kreative idéer, anderledes produkter og skæve marketingstiltag. De fleste af dem gør i hvert fald. Selvfølgelig er der altid nogle, som kegler rundt - men langt de fleste har taget opgaverne på sig og engagerer sig i den alternative brobygning.
600 unge var samlet i hallen i tre dage i sidste uge. 300 fra byens 8. klasser og 300 fra ungdomuddannelserne. Det var Fredericia Kommune og erhvervsskolerne i Fredericia, der for femte år i træk gav bolden op til "InnoCamp."
Virksomhederne Spar Nord, Fredericia Furniture, T. Hansen, Fredericia Shopping, Fredericia Idrætscenter og Fredericia Kommune præsenterede eleverne for en række udfordringer. Hvordan skaber man et bedre bymiljø? Hvordan forestiller I jer fremtidens bank? Hvordan får vi flere indbyggere? Hvordan kan vi markedsføre os bredere?
Ved arbejdsbordene omkring Fredericia Furniture blev der arbejdet på en konkret opgave: Skab en ny stol.
"Ja, vi har et godt bud på en spændende stol," lød det fra et af holdene, Kasper, Jacob, Lasse, Jenita, Jenaksan og Micki.
Elevatortale
I det samme lød der en besked fra hallens scene.
"Nu skal I have en elevatortale klar. Fortæl om jeres produkt, så investoren smider en million på bordet. I har et minut!"
Imens "investorerne" - unge fra et andet team - satte sig til bords, fik holdet hurtigt valgt tre veltalende sælgere, som selvsikkert linede papirer, opmålinger og skitser op.
"Her skal I bare se. Stolen er udformet som en kop eller et kaffekrus. Jeg blev inspireret, da min mor skænkede kaffe," begyndte Lasse - og hans "kolleger" fulgte hurtigt trop.
"Vi kalder stolen for Gobelet, der betyder krus eller bæger på fransk. Vi har lavet en hel kollektion, og den passer godt ind i alle miljøer. På caféen, virksomheden eller ungdomsværelset. Det er en stol, der passer ind i alle kulturer. Alle aldre kan bruge den. Vi laver den i en dyr og en billig model - en med kunstlæder og en med rigtig læder."
Investorerne på den anden side af bordet nikkede anerkendende. Nok var det en leg, men det var en lærerig leg.
"Genialt at det er en kop. Og smart, at den fås i en billig og dyr model," lød tilbagemeldingen.
Eleverne vokser
Ingen tvivl om, at virksomhederne høstede værdifulde idéer og input på årets InnoCamp. Og de fik masser af inspiration til at håndtere de yngre målgrupper. Men eleverne fik bestemt også noget med sig hjem. Majbritt Larsen, der er overbygningslærer på Erritsø Fælleskole, var for tre år siden med på campen for første gang, og i det daglige skolearbejde kan hun se, at eleverne ”vokser” af være med.
"Vi kan se, at de elever, som har været af sted på InnoCamp, er bedre til at samarbejde, er mere projektorienteret, har større selvdisciplin og bliver ikke nervøse, når de skal stille sig op foran andre og fortælle om idéer og projekter. De har uden tvivl fået en større selvsikkerhed efter tre dages InnoCamp," fortæller Majbritt Larsen.
Eleverne i folkeskolerne i Fredericia arbejder generelt mere med innovation og iværksætteri end andre elever i landet. En analyse fra Fonden for Entreprenørskab viser, at Trekantområdet er det område i landet, hvor der satses mest på undervisning i innovation i folkeskolen.
"Det har været fedt at arbejde med det her!"
Skoleelev på InnoCamp