Kaffeekspressen i Algade
Dårlig kaffe i Frankrig gav Marianne Dockedahl ide til kaffekoncept i tidligere kiosk
Duften af kaffe strømmer ud ad døren. De små grønne borde er sat frem og stearinlysene er tændt allerede fra klokken 7.30 i den nye, Kaffeekspressen, i Algade.
Bag disken står ejer Marianne Dockedahl, som mange kender fra kaffevognen med det samme navn på havnen ved det gamle gasværk.
Efter at have stået der i tre sæsoner i sin gamle Citroën, besluttede hun, at det var på tide at udvide med en større butik i midtbyen.
- Så faldt dette guldæble af en butik ned i min turban, og jeg besluttede at slå til, siger Marianne Dockedahl.
Hun kigger stolt over kanten af porcelænskoppen, som hun netop drikker kaffe af, og ud i det lille hyggelige lokale.
Foruden kaffen, der kommer fra et svensk risteri, som hun selv har udset, kan man selvfølgelig også få hendes fine små kager, som bliver bagt i et bageri i København.
Første åbningsdag var sidste lørdag.
Fransk cafe gav skub
Da Marianne Dockedahl uddannede sig og sidenhen blev leder af en børne-institution, havde hun ikke forestillet sig, at hun nogensinde skulle blive cafeejer.
- Men da alt det, jeg kunne lide ved uddannelsen og jobbet blev sparret væk, valgte jeg at tage orlov for at finde nye veje at gå.
En dag sad hun på en fransk cafe og drak en dårlig kop kaffe.
Hun sad og kiggede på en mand, der kørte rundt i en vogn og solgte snørebånd og tænkte over fremtiden.
- Så fik jeg tanken, at man jo kunne køre rundt og sælge kaffe lige der, hvor der er brug for det.
Med den ide blev grundstenen til vognen, Kaffeekspressen, på havnen lagt.
Marianne Dockedahl fortæller, at det går fantastisk ved vandet.
- Efter at folk har opdaget min vogn, lægger flere og flere vejen forbi.
- De får sig en kop kaffe på vejen, når de lufter hund eller går søndagstur med familien, siger cafe-ejeren.
Cafeliv
Med den fine beliggenhed i midtbyen, håber Marianne Dockedahl på at få fat i de mange unge, når de er på vej til deres uddannelses-institution. Og også i dem, der skal til deres arbejdplads med dårlig kaffe i maskinerne.
- Jeg tror, der er brug for os her i Roskilde, for de mange københavnere, der flytter til byen, er vant til at komme på gode cafeer.
Magasiner og fine ringe
Marianne Dockedahl vil udnytte det større lokale til at sælge andet end kaffe og kage.
- Her har jo ligget en kiosk i mange år. Jeg fører tråden tilbage til den ved at sælge udenlandske designmagasiner, som man ellers skal til hovedstaden for at få fat i.
Kaffeekspressens ejer elsker at støve små, sjove ting op i fritiden.
- Når jeg ser noget, tænker jeg, at det må andre da også have brug for. Derfor sælger jeg det nu i butikken.
Blandt andet kan man købe de sjove lyspærer, der hænger på stribe i cafeen.