Fra Tall Ships-kaptajn til bankrådgiver
Spar Nord Esbjerg har udnævnt Jane Elisabeth Sørensen til bankrådgiver.
Banken i Strandbygade åbnede i 2007 og Jane har været med fra starten. Dengang kom den 41-årige bankrådgiver fra godt 10 år i ejendomsmægler-branchen, og derfor er hvervet som vurderings-ansvarlig i lokalområdet for Totalkredit også i Janes hænder.
Var du på besøg på havnen i august, stødte du måske på en hurtigt løbende og travl dame - ivrigt snakkende med både børn og voksne på skibe eller på Piratøen. Spar Nord Esbjerg var hovedsponsor for The Tall Ships Races 2014 i Esbjerg – og Jane Elisabeth Sørensen var bankens koordinator på eventen.
"En overordentlig og spændende opgave", siger den nyudnævnte bankrådgiver og pointerer, at alle i Spar Nord Esbjerg, ud over at holde rådgivningsmøder med kunderne, også hjælper hinanden med at skabe de mange lokale kundeaktiviteter.
"Det er et særligt ansvar at drive bank i sin egen by. Vi er stadig Spar Nord, når vi går hjem fra banken – og vi vil heller ikke undvære at snakke bank uden for åbningstiden, hvis det passer kunderne bedre," siger Jane Elisabeth Sørensen.
Jane er desuden kasserer i HIF Gymnastik og aktiv på spinningcyklen i SGI Fitness.