Fortsæt til indhold

Få dig en uddannelse og få dig et job

Næsten 80 procent af de dimitterende studerende fra University College Syddanmark er godt i gang på arbejdsmarkedet et år efter, de har færdiggjort deres professionsuddannelse

Arkiv
Arkiv

Næsten 80 procent af de dimitterende studerende fra University College Syddanmark er godt i gang på arbejdsmarkedet et år efter, de har færdiggjort deres professionsuddannelse. Det viser helt nye tal fra en beskæftigelsesundersøgelse, som UC Syddanmark netop har udarbejdet.
I alt har 672 studerende deltaget i undersøgelsen, som alle er dimitteret i januar eller juni 2012. Helt præcist har 78,7 procent svaret ja til, at de er i arbejde. Ud af dem har 94 procent fundet et job, der ligger inden for deres uddannelsesområde. 16 studerende har fundet et job uden for deres uddannelsesområde, men hvor jobbet kræver kvalifikationer fra uddannelsen. Kun 8 har fundet et job, der ikke kræver kvalifikationer fra deres uddannelse.
Ud af de dimittender, som er ledige et år efter de færdiggjorde deres uddannelse, svarer 45,1 procent, at de efter endt uddannelse har været i arbejde – fx i et vikariat eller en tidsbegrænset stilling.
Teori og praksis hænger sammen
At så mange dimitterede fra UC Syddanmark kommer i job, og samtidig bruger deres faglige kvalifikationer i dagligdagen, glæder uddannelsesdirektør Karen Marie Madsen:
“Vi uddanner studerende, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det der sker på uddannelsen understøtter de kompetencer, som der er brug for i erhvervslivet – uagtet om det er det offentlige - eller private område. Netop at sikre og udvikle vores studerende i forhold til disse behov er vores kerneydelse. Samarbejdet med arbejdsgiverne er afgørende for, at vi sammen uddanner til virkeligheden og er et spejl af fremtidens nødvendige kompetencer.”

Får job i studiebyen

Ud af de dimitterende, der er i arbejde, har 72,3 procent fået arbejde i region Syddanmark. For fx lærerne i Esbjerg, sygeplejerskerne i både Sønderborg og Esbjerg samt socialrådgiverne i Aabenraa gælder det for over 90 procent. De grafisk kommunikationsuddannede finder ikke arbejde i region Syddanmark primært. De tager til Midtjylland og til Hovedstaden.
”Undersøgelsen bekræfter os i, at vi opfylder et regionalt behov for arbejdskraft, hvor beskæftigelsesgraden også understreger, at antallet af studiepladser absolut ikke må eller kan reduceres – måske endda tværtimod. Det er vores oplevelse, at de studerendes professionsuddannelse kombineret med innovation og mulighed for en international dimension er yderligere med til at sikre beskæftigelse,” siger uddannelsesdirektør Karen Marie Madsen.