Fortsæt til indhold

Et fantastisk syn at komme til Vejle

Vejle skal være stolt af den flotte natur, mener Rejsetanter, der har besøgt byen

Arkiv
Af Anders Godtfred-Rasmussen

Snakken går lystigt blandt damerne. De har lige set de forskellige udstillinger på Vejle Kunstmuseum og fortæller om deres oplevelser til Lokalavisen Budstikken.
Selv om der blandt flere af medlemmerne af rejsetanterne står 80 på dåbsattesten, er der ingen træthed at spore, for de nyder at skulle bruge dagen på seværdigheder i Vejle og omegn.

Bakket Landskab

Baggrunden for turen til Vejle er deres rejseklub, Rejsetanterne. Den består af seks pensionerede pædagoger, der har rejst sammen de seneste 12 år. Hvert eneste år i uge 33 har de været afsted. De ser kun seværdigheder og steder i Danmark, og de besøger aldrig det samme sted to gange.
“Vi har blandt andet været på Bornholm og Samsø og i Aarhus,” fortæller 80-årige Elna Ventzel fra Køge.
I år er det Vejle, der er udgangspunktet for deres tur. Rejsetanterne har specielt bidt mærke i naturen, der omkranser byen.
“Vejle skal være stolt af den flotte natur, byen tilbyder de besøgende. Det er et fantastisk syn, der møder en. Både når man kommer kørende på Vejlefjordbroen, men også synet der rammer en, når man kommer kørende nedad bakken ad Horsensvej. Der er grønt over det hele, og byen ligger flot neden for bakken,” siger 77-årige Vibeke Andersen fra Roskilde.
75-årige Lilian Vangsgaard fra Stevns husker også Vejle fra sine unge dage, da hun i 1957 var barneplejerelev i Kolding.
“Vi cyklede ofte til Vejle. Det var godt nok slemt med alle de bakker, men det var også et imponerende syn, når man kom cyklende sydfra.”
74-årige Kirsten Andersen fra Roskilde drypper en smule malurt i bægeret:
“Det er en virkelig flot by, men Vejle er meget snørklet at køre i som bilist, og vi skal betale for at parkere alle steder.”
Rejsetanterne mener, at parkeringsregler og betalingsparkering er for meget af det gode.
“Det kan være svært at nå og se alt det, man vil, når man hele tiden skal tænke på at nå tilbage til bilerne i tide, inden parkeringen udløber. Vi er ikke så mobile, som vi har været,” fortæller Elna Ventzel.

Imponerende kunst

Rejsetanterne har på turen til Vejle også besøgt fængslet i Horsens, landbrugsmuseet i Glud og kørt i hestevogn på Randbøl Hede.
Men især besøget på Kunstmuseet har gjort indtryk:
“Raderingerne af Rembrandt og de store malerier af Merete Barker var inspirerende samt Kim Utzons arbejde med arkitekturen i bygningen,” forklarer Vibeke Andersen.
Rejsetanterne er glade for at rejse sammen. De opfordrer andre, som ikke bryder sig om at rejse alene, til at finde nogen at rejse sammen med, da det for dem gav nye venner, som stadig holder ved.
Besøget på Kunstmuseet er slut. Rejsetanterne skutter sig i regnvejret på vej til dagens sidste programpunkt, som er fejringen af to af medlemmernes 80-års fødselsdag på en nærliggende café.