Flot nordisk hæder til Mølholm Have
De almene boliger, Mølholm Have, i Vejle fik en andenplads i NBO's konkurrence om at finde Nordens bedste almene boliger. Det skriver selskabet bag Mølholm Have, Boligselskabet Domea Vejle-Børkop, i en pressemeddelelse.
Byggeriet i Mølhom deltog ved uddelingen af NBO Boligprisen (Nordiska kooperativa och allmännyttiga bostadsorganisationer) i Reykjavik på Island. I år deltog 18 forskellige projekter i konkurrencen, som afholdes hvert andet år.
“Jeg er meget tilfreds med den flotte andenplads. Mølholm Have er før blevet fremhævet for sin enestående arkitektur, folk bliver jo dybt overrasket over at høre, at det er lejeboliger, og nu har vi så også fået roser for, at byggeriet er bæredygtigt uden at sætte økonomien over styr. Det viser, hvad fremtidens almene boliger kan tilbyde. Det kan vi godt være stolte af her i Vejle,” siger Svend Hviid Mogensen, der er formand for Boligselskabet Domea Vejle-Børkop.
NBO's fagjury lagde blandt andet vægt på et lav energiforbrug, brug af naturmaterialer og en idérig indretning af udenomsarealerne.