Fortsæt til indhold

Storstilet messe med fokus på viden og vækst

Haderslev Erhvervsråd og Haderslev Kommune slår dørene op

Arkiv
Arkiv

Haderslev Erhvervsråd og Haderslev Kommune slår dørene op for erhvervslivet på den storstilede Viden og Vækst Messe og præsenterer mere end 60 forskellige offentlige samarbejdsmuligheder for erhvervslivet.
“Vi vil gerne vise erhvervslivet, at det er attraktivt, at være virksomhed i Haderslev Kommune, og at der står rigtig mange klar til at hjælpe rigtig mange klar til at hjælpe virksomhederne fremad. Vi har arbejdet benhårdt det seneste år på at forbedre erhvervsklimaet, og det arbejde kulminerer nu med en messe, hvor vi i løbet af en eftermiddag viser al den service, der er at finde i det offentlige og at Haderslev er en erhvervsvenlig kommune,” siger Dan Stjernegaard, formand for Haderslev Erhvervsråd.
På messen viser mere end 60 udstillere fra det offentlige deres tilbud frem. Blandt udstillerne finder man for eksempel eksempel Udviklingscenter Syd, Eksportrådet, Væksthus Syddanmark, Iværksætter Haderslev, SKAT, Vækstfonden, VIRK, Syddansk Universitet og mange andre.
“Mig bekendt er det første gang nogensinde, der afholdes en messe i denne kaliber, der er målrettet erhvervslivet. Vi skal ikke sælge dyre systemer og løsninger til dem – vi er der for at sætte ansigt på det offentlige og vise, at vi er til for borgerne og ehvervslivet,” siger Haderslev Kommunes borgmester, H.P. Geil.
Haderslev Kommune deltager med flere stande, der viser den variation af serviceydelser, man som erhvervsdrivende finder i kommunen. Man kan for eksempel møde Udbud og Indkøb, og blive klogere på, hvordan man bliver leverandør til kommunen. Eller tage en snak med direktionen i Haderslev Kommune, der vil stå på mål for den erhvervsservice, man som virksomhed oplever. Der vil også være mulighed for at møde og debattere med flere politikere fra byrådet i Haderslev Kommune.
Messen finder sted tirsdag den 4. november fra 14 til 18 på Christian Xs Vej 9 i Haderslev, der tidligere husede Dokken.
I løbet af eftermiddagen er der indlagt små seminarer under overskriften “Klog på 10 minutter.”