Derfor klager vi
Flertalsgruppens argumenter er opfundet til lejligheden, mener Venstre
Venstre og Dansk Folkeparti vil ikke accpetere flertallets beslutning om omkonstituering og indbringer nu sagen for Statsforvaltningens tilsyn for kommuner og regioner.
"Det er naturligt, at et flertal ønsker at udøve deres flertal i alle udvalg. Loven siger dog, at man ikke bare ændre et udvalg og dermed fratage medlemmer deres indflydelse. Der skal være vægtige grunde til en ændring, og de flertalsgruppens ændringer er jo konstrueret til lejligheden, fordi de ikke vil acceptere, at vi her flertal i to udvalg. Vi vil gerne have tilsynet til at forholde sig til, om det er i orden," siger Venstres politiske ordfører Peter Hansen og fortsætter:
"Man skal følge loven, og hvis tilsynet er enige med os, må de pålægge byrådet at gå tilbage til den gamle konstituering. Hvis tilsynet godkender fremgangsmåden, må vi acceptere det."
Han mener ikke, at en skolereform, der allerede er implementeret, kan bruges som argument for en ændring af udvalget, ligesom han sætter spørgsmålstegn ved flytningen af en del af hjemmeplejen.
Peter Hansen afviser, at der er tale om politisk drilleri fra Venstres side. Han mener, at flertalsgruppen bevidst har sat Venstre og Dansk Folkeparti uden for indflydelse.
"Den eneste indflydelse vi får, er den negative indflydelse. Det er kun, når vi lægger pres på flertalsgruppen, at vi får indflydelse som f.eks. i sagen om forvaltningsdirektører og asylcenteret på kasernen. Vi har fået flertallet i to udvalg, og det vil vi naturligvis bruge til at føre Venstre og DF's politik. Det er ikke et politisk cirkus, det handler om politisk indflydelse."