Formandskamp ender som klagesag
Politisk flertal vil omkonstituere alle udvalg - Venstre og DF klager til Statsforvaltnngen
Striden om formandsposterne i to af byrådets udvalg skal afgøres af Statsforvaltningen.
Venstre og Dansk Folkeparti har nemlig klages til Statsforvaltningen efter et flertal i byrådet i går aftes vedtog en ny udvalgsstruktur, der sender to formandsposter fra Venstre tilbage til flertalsgruppen.
Sagen begyndte, da Sven Jensen skiftede fra Slesvigsk Parti til Venstre. Dermed fik Venstre og Dansk Folkeparti flertal i Børne- og uddannelsesudvalget samt Sundhedsudvalget, og de to partier benyttede lejligheden til overtage formandsposterne i de to udvalg.
På sidste byrådsmøde vedtog et flertal at udvide børne- og uddannelsesudvalget fra fem til syv medlemmer. Det betyder, at samtlige udvalg skal omkonstitueres, og flertalsgruppen dermed kan få formandsposterne tilbage.
Ifølge loven kan man dog kun foretage en omkonstituering, hvis særlige årsager taler for det. Man må ikke gøre det for f.eks. at genvinde flertal og formandsposter i et udvalg.
Ifølge Erik Laurtizen handler omkonstitueringen da heller ikke om formandsposter.
"Efter valget vedtog vi en ny udvalgsstruktur med færre medlemmer i udvalgene. Børne- og uddannelsesudvalget har dog haft mange flere arbejdsopgaver end ventet på grund af bl.a. skolereform og forskellige problemer på børneområdet. Derfor er det nødvendigt at få flere medlemmer med i udvalget. Det giver den sidegevinst, at vi får flere partier med i udvalget end de tre ud af syv, der er med nu," siger Erik Laurtizen.
Den nye udvalgsstruktur skal endeligt godkendes på byrådsmødet den 5. november, hvorefter omkonstitueringen finder sted.
Den vil med al sandsynlighed betyde, at alle udvalgsposter kommer tilbage til flertalsgruppen.
"Sådan vil det jo nok ende, men det er ikke derfor, at vi gør det," siger Erik Laurtizen.
Udover to ekstra medlemmer får børne- og uddannelsesudvalget også fremover det politiske ansvar for hjemmeplejen.