Eriks gajoler

Træsæderne er hårde som hærdet beton, så min bagdel smerter. Jeg vipper på stolen, hvad jeg ikke må, men det er svært at lade være.
På bordet foran mig ligger en plastiklineal og en bog indbundet i grønt papir, og på tavlen står der nogle ord om middelalderen, som jeg er ligeglad med.
Jeg er ikke historieinteresseret, men alligevel nyder jeg tiden herinde i klasseværelset. Udenfor er græsset på boldbanen over mod blokkene i Skolegade langt og saftigt, og solen skinner ind til os elever på Nyboesgadeskole.
Vi er folkeskoleelever, og det er vi ikke stolte af. Vi er der bare, for det skal vi være.
Vores lærer hedder Erik Jensen, og ham kan jeg godt lide. Han er ikke verdens mest spændende fortæller, men han er troværdig, og vi ved, hvor vi har ham. Rundt om mig sidder mine klassekammerater. Frank 'Bobbe' sidder foran. Brian ved siden af mig. Anette til højre for mig og Anja, Jan, Carl og tvillingerne Heidi og Randi skråt bag mig. Smukke Dorthe lige bag mig. Og sådan kan man blive ved.
Vi er bare en klasse i folkeskolen anno 1984. Ikke noget vildt. Ikke noget unikt. Bare en af mange klasser, som der har været gennem den danske folkeskole i nu 200 år.
Erik Jensen snakker lidt om pest og andre ubehageligheder, og jeg kigger i stedet ud af vinduet og dagdrømmer lidt om Randi og om at spille fodbold i den pause, der snart siger goddag. Erik Jensen har altid en gajol-æske foran sig, og han tager en af de små lakridser og fortæller videre.
Jeg er ikke historieinteresseret på denne varme dag i 1984, hvor pigerne er smukke i deres farvestrålende tøj, og hvor vi skal i klubben bagefter og spille hockey og høre den der med Nena.
Folkeskolen er lige rundet de 200 år. I hvert fald skolepligten er. Og jeg, og de andre i klassen, har været med til at skrive et meget lille indslag i den historie, hvad de fleste af os danskere jo har. Vi formes af og i skolen, og en god lærer gør store forskelle. Det samme gør en dårlig.
Erik Jensen er meget god, og uden han ved det, og uden jeg ved det, får han alligevel vækket en historieglad tiger i mig. Jeg bliver faktisk glad for historie, og folkeskolen i sig selv bliver også med årene en lang og interessant historie. Og historiebøger skal man ikke undervurdere. De har en voldsom stor magt, for det er i historiebøgerne at nutiden huskes.
Gud ved, hvordan den nye skolereform vil se ud i historiebøgerne om 50 år?
Vil der stå, at den blev en succes eller en fiasko. Det er nok et eller andet sted, der i mellem, det ender, for jeg tror ikke på, at det bliver en kæmpesucces eller kæmpefiasko. Men en prøvelse er det da for alle de involverede parter, og personligt tror jeg, at eksempelvis inklusion er helt og aldeles skudt for forbi. Det ligner verdens dårligste idé sådan set fra min stol.
Men nå, det er jeg ikke ekspert på, og denne dag i 1982 er jeg ikke ekspert på noget som helst. Jeg er bare en træt elev i niende klasse, der vipper på stolen. Erik Jensen snupper endnu en lakrids. På hans gajolæske står der måske: 'En mand, der begår fejl og ikke retter den, begår endnu en fejl' (Konfutse). Kloge ord, og dem skal vi også huske i denne reform. Det der ikke virker, skal rettes. Straks. Men så kan det sikkert også blive godt.
De ringer ud, og timen er slut. Erik Jensen pakker bøgerne sammen, og vi andre stormer ud. Det er i frikvarterene, vi for alvor formes.