Tag jer nu af de vigtige områder…!
Kære læser!
Der er vist ingen, der kan påstå, at de ikke har fået ”tudet ørerne fulde” med de manglende p-pladser i Køge centrum. Jeg har råbt og skrevet om det i flere år, der har været nedsat parkeringsudvalg, og lige lidt har det hjulet. Køge Kommune har holdt fast i sit.
Der er muligvis kommet flere p-pladser totalt set i hele kommunen, men de mangler i det område som detailhandelen betegner som midtbyen, og det er netop – endnu engang – slået fast af ICP, Institut for Center-Planlægning, som står i spidsen for kåringerne af både Danmarks Bedste Handelsby og Danmarks Bedste Butikscenter.
Køge blev samlet set, af kunderne og den professionelle jury, kåret som den suverænt dårligste med hensyn til p-pladser.
Nu har vi fået lovning på, at der bliver gjort noget ved det, og på seneste møde i Parkeringsudvalget fik vi endda lovning på, at INDEN julehandlen går i gang, er der elektroniske henvisningstavler, der viser vej til nærmeste ledige p-plads.
Det tror vi så på…!
Et andet stort problem i Køge er de store forsinkelser i trafikken, som signalanlæggene giver i dagligdagen.
Jeg stillede mig tvivlende, da man opsatte lyskurve for enden af Søndre Alle, hvor den munder ud i Søndre Viaduktvej. Ikke decideret modstander - for det var jo eksperter, der havde vurderet det – men bare tvivlende, fordi jeg har min daglige gang (kørsel) på den strækning.
Nu er det da heldigvis Køge Kommune, der selv har fundet ud af, at der ikke er noget som helst der fungerer med alle de lyskurve, svingbaner o.s.v., som man efterhånden har fået etableret.
Lad os bare tage strækningen på Søndre Viaduktvej. Kommunens egne målinger viser, at det efter ”ombygningen” ved Søndre Alle/Søndre Viaduktvej tager ca. 3 minutter længere at komme ud til motorvejen.
Det var vist ikke lige hensigten…!
Når man så ser bort fra at det tager 3 minutter længere på den strækning, så må man ikke glemme den irritation det skaber, når man holder for rødt – og der ikke kommer en eneste bil, som man skal holde tilbage for!
Svingbåsen, der er lavet før krydset ved Hovedvejen/Søndre Viaduktvej, når man kommer fra syd er alt, alt for kort, og virker derfor slet ikke efter hensigten, og der var endda masser af plads til at lave den længere.
I den nordlige ende er den helt gal i krydset ved Lyngvej/Værftsvej – det er ved Shell, McDonalds m.v. Hver morgen er der lange køer af biler ned ad Værftsvej, og det betyder, at morgengæsterne fra Shell, Mc Donalds og XL Byg ikke har en chance for at komme ud.
Køge Kommune har besluttet, at der skal gøres noget ved det hele, men det er snart mange år siden.
Nu må vi se nogle ordentlige løsninger, og det kunne være, at både kommunens egne ”eksperter” og de eksterne ”eksperter” skulle udskiftes med nogle, der bare har lidt mere forstand på det.
Det vi har set indtil nu har ikke været godt nok…!
Til gengæld har kommunens TMU-udvalg, Teknik- og Miljøudvalg, brugt tid på at få omdelt diverse brochurer til byens butikker med regler for hvordan man må håndtere gadevarer, stativer og lignende – der er vigtigere ting I bør tage Jer af.
Og så skulle man prøve at lytte lidt til de rigtige eksperter.
Køge er suveræn på en 1. plads blandt byerne i Danmark, når man skal vurdere på, hvor nemt det er at gå rundt i midtbyen for gadevarer, stativer og lignende. Og det er ikke første gang Køge slutter i top på dette spørgsmål.
- og her er det altså de rigtige eksperter, der har talt – nemlig kunderne som dagligt færdes i gaderne…
Der er kun at sige: Tag Jer nu af de vigtige ting, og ikke dem, der er løst i forvejen…
- rigtig go' weekend!