Ny vinbar med amerikanske vine åbner i Vestergade
Flemming Voss byder inden for i A Vinbar i Vestergade fra fredag den 30. oktober.
ÅBNING: Temaet er gennemgående amerikansk i Køges nye vinbar, der åbner fredag den 30. oktober på adressen Vestergade 19A tæt på Kvickly.
Fokus er i høj grad lagt på et bredt udvalg af amerikanske vine, og det er et udvalg, der vil tage gæsterne med ud til en række mindre vingårde - både i Californien men også i vinområder som Idaho og Oregon, som er mindre kendte herhjemme.
Bag vinbaren står Flemming Voss. Han er it-chef i et globalt firma. Gennem arbejdet har han altid har rejst meget USA, og det er også gennem rejserne at hans interesse for vin - og ikke mindst amerikansk vin - er opstået.
Interessen for vin ansporede ham for godt fem år siden til at åbne en webshop, hvor han fandt det helt naturligt at fokusere på amerikanske vin.
Gennem internetsøgninger og personlige besøg på vingårde i forbindelse med forretningsrejser fik han en række gode kontakter på plads med gode vinproducenter, og det førte til åbningen af www.americanwinecorner.dk i 2010.
- Vi har håndplukket et udvalg af amerikanske vin producenter, som er mindre vingårde, der producerer vin af meget høj kvalitet, hvor de fleste druer er håndplukket fra følgende områder i USA: New York, Idaho, Oregon, Washington State og Californien, fortæller Flemming Voss.
Siden har han blandt andet også i samarbejde med andre importører åbnet firmaet Wine2Business, og nu er han altså klar til at åbne sin egen vinbar, efter han har kigget efter egnede lokaler gennem længere tid. Dem har han altså fundet nu i Vestergade, hvor omgivelserne er hyggelige og intime.
- Vi har valgt et lille lokale med plads til 28 gæster, så vi har tid til at give hver enkelt en kvalitetsoplevelse. Det gælder om at huske småting som at lytte til kunderne og hilse på hver enkelt, selv om der er travlt. Men vigtigst af alt gør vi det her, fordi vi har lyst. Vi elsker god mad og vin. Det tror jeg, at kunderne kan mærke, siger Flemming Voss.
Udover vin vil han blandt andet også byde på et udvalg af amerikanske øl, bourbon, brandy samt sodavand og vand samt et lille udvalg af snacks som oliven, pølser og ost.
A Vinbar åbner fredag den 30. oktober klokken 15.