Fortsæt til indhold

Vil lave larm og skille vandene

Reklamefilmen, der blev en kioskbasker

Arkiv
Fred Jacobsen

Søren Nielsen, møbelmanden fra Vamdrup, er ikke ked af det.

“Det var jo en kioskbasker”, siger han om sidste uges mest omtalte reklamefilm, hvor han selv optræder sammen med skuespiller og entertainer Thomas Eje - og ikke mindst Koldings borgmester Jørn Pedersen (V), som både fik tæsk og ros for det.

“Filmen blev vist på nettet stort set alle steder, den kan vises. TV 2, DR, næsten alle netmedier”, konstaterer indehaveren af Vamdrup Møbelhus med en vis tilfredshed.

Han vil ikke ind på, hvad eksponeringen er værd. Han vil dog gerne snakke om, at striben af tv-reklamefilm skal have kant for at blive husket.

“Vi vil gerne lave larm og skille vandene. Nogen skal synes det er fedt, andre, at det er pjattet”, siger han. Det kom helt bag på ham, at netop denne film ville skabe omtale.

“Vi troede egentlig at parodien på sangeren Hansi Hinterseer ville skabe mest omtale”, siger Søren Nielsen, der også fortæller om “noget mere trafik” ved forretningen i Vamdrup efter den megen omtale.

Den anden hovedperson, borgmesteren, er glad for, at sagen om reklamefilmen er overstået.

“Sagt på godt jysk er det røvirriterende at noget så ligegyldigt er blevet blæst så stort op”, siger han til Lokalavisen og tilføjer:
“Nu må folk se at komme et nummer op i skostørrelse.”
Juraprofessor og forsker i kommunalret, Karsten Naundrup Olesen, sagde i sidste uge her i avisen, at borgmesterens optræden i møbelhusets reklamefilm i TV Syd var på kant med kommunalretten.

Det afviser borgmesteren fortsat, men meldte samme dag, historien kom ud, at han helst ville klippes ud af reklamen. Det kunne dog ikke lade sig gøre.

“Jeg har ikke fået en krone for det”, forsikrer han. Eneste forbindelse, han har med Vamdrup Møbelhus, er, at han en gang købte en sofa der.