Fortsæt til indhold

Kolding er fortsat et interessant mål

Fire syriske flygtninge sat af på banegården - mulig smugler løsladt

Arkiv
Fred Jacobsen

Formodninger om, at menneskesmuglerne er ved at miste interessen for Kolding som afleveringssted af syriske flygtninge synes at at være overdrevne.

I løbet af det seneste døgn er fire syriske mænd mellem 30 og 40 år blevet sat af i byen. Og som så mange gange før, var det ved Kolding Banegård.

De fire mænd er blevet afhørt af lokalpolitiet i Kolding og sendt videre til Sandholmlejren.

"Desværre var de tavse som østers om, hvem der bragte dem hertil", forklarer Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding.
Det, de var tavse om, var den rumænske bil og bilens rumænske chauffør, der efter politiets opfattelse har kørt dem til Kolding. Chaufføren, en 28-årig mand, blev standset og afhørt, men var heller ikke særlig meddelsom.

"Vi kunne ikke bevise noget og måtte slippe ham fri", fortæller Carsten Andersen.

Med de fire syrere, der blev opdaget omkring klokken ti onsdag, er tallet oppe på ni syriske flygtninge i Kolding i løbet af denne uge.