Tid til alvor og gys i Køge Kirke
Køge Kirke holder halloween-gudstjeneste fredag aften.
GUDSTJENESTE: Allehelgen er en gammel tradition, men det er forskelligt, hvad vi forbinder den med. For nogen vil den være forbundet med alvor - en anledning til at mindes dem der ikke er her mere. Andre har taget skikken op med græskar og gys, hvor døden får et mere underholdende tilsnit i form af bl.a. spøgelser.
Fredag er allehelgensaften, og i Køge Kirke betyder det halloween-gudstjeneste.
Den er mest for de små, som kan lade fantasien løbe løbsk, når de klæder sig ud til en uhyggelig aften.
Efter gudstjenesten fortsætter løjerne i sognegården, hvor der står græskar og venter på at blive forvandlede til flotte lygter.
I dagens anledning står menuen til denne ”pizza-gudstjeneste” på græskarsuppe og pølsehorn.
Musikgudstjeneste for voksne
Musikgudstjenesten allehelgensøndag er til gengæld mest for voksne. Døden er en del af livets vilkår og den sorg, smerte og eftertanke, der følger med, er der altid plads til i kirken, men allehelgensøndag får den ekstra opmærksomhed, og under gudstjenesten vil navnene på dem, som i årets løb er blevet bisat eller begravet af Køge Kirkes præster, blive læst op.
Det bliver både smukt og stemningsfuldt, når Køge Kirkes Pigekor og Sct. Nicolai Cantori giver fællessalmerne fylde, og når de akkompagneret af begge kirkens organister synger værker af Thomas Laub, Jean Sibelius, Gabriel Fauré, Matti Borg, Niels la Cour, Eleanor Daley. Og mindet om de døde kan heldigvis også vække smukke tanker og et behov for at sige tak - et tak, for at de har været hos os, og måske et tak, for at man fik lov at dele livet med dem.
Dagen afsluttes med en allehelgenkoncert med Maurice Duruflés 'Requiem'. Billetter kan købes i døren eller via Billetboxen.
Se mere om arrangementerne på www.koegekirke.dk/gudstjenester og www.koegekirke.dk/koncerter.