Gramborgere skal planlægge fremtiden
Vojens er godt i gang, og nu kommer turen så til Gram. Der skal lægges planer for byens og egnens fremtid
Der er nu nedsat et indsatsudvalg, der skal stå i spidsen for den kommende indsats med at opstille mål for fremtidens Gram. Gruppen har peget på byfornyelse som et af flere redskaber. Men de vigtigste redskaber er borgerengagementet, samarbejdet og enighed om retning og mål.
“Vi har haft det første præsentationsmøde i udvalget i slutningen af september. Her kom der mange ideer og ønsker på bordet. Og øvrige Gramborgeres aktive bidrag og deltagelse skal også i spil. Det er en forudsætning for, at vi lykkes. Borgerdeltagelsen vil ske med et kommende borgermøde om Vision Gram som opstartspunkt, og det håber vi i Indsatsudvalget på stor opbakning til,” fortæller udvalgets formand Signe Knappe.
Der er allerede taget lidt hul på en mulig aktivitet. Udvalget vil gerne lægge billet ind på deltagelse i et byfornyelsesforsøg, der netop fokuserer på at komme med løsningsforslag i forhold til nogle af de udfordringer, som Gram står i.
Liv og udvikling
Forsøget handler om at skabe liv og udvikling i problemramte bymidter, handelsgader og mindre byer, og derfor er der formentlig mange kommuner, der søger om deltagelse. Baggrunden for at Gram søger er blandt andet, at der er gode kræfter i Gram, der gennem flere år har haft fokus på nogle af de udfordringer, som forsøget har fokus på. Selve ansøgningen kan også være med til at skabe et overblik over de aktuelle udfordringer og skitsere nogle af de muligheder, som indsatsen i Gram kan arbejde med i den kommende tid.
Kommunens økonomiudvalg godkendte den 20. oktober 2014, at der kan laves en ansøgning, og da fristen for ansøgningen er den 3. november, så er arbejdet allerede sat i gang.
På det kommende borgermøde vil ansøgningen og den aktuelle situation og nogle af de muligheder, som indsatsudvalget ser, blive fremlagt.
“De ideer og tanker, der skal med i visionen, skal komme fra borgerne. Der skal være ejerskab og virketrang bag ved ideerne og ønskerne, og det sker bedst gennem borgernes egne indsatser,” slutter Signe Knappe.
I indsatsudvalget sidder: Anne Skovby, Marianne Schrøder, John Flemming Hansen, Niels Physant, Johannes Gjesing, Per Hauritz, Karl Gunnar Gregersen og Signe Knappe.