Gylden mulighed for at sikre sig en lav boligrente
Mange boligejere skal refinansiere deres boliglån i den kommende tid, og der er god grund til at overveje de forskellige muligheder for at udnytte den lave rente optimalt.
BOLIGLÅN: Så er der godt nyt til dig, der skal have refinansieret dit boliglån pr. 1. januar 2015, for renterne fortsætter med at være historisk lave.
Husk dog at se dig for, inden du vælger låntype. Priserne på de enkelte lån har nemlig ændret sig, ligesom du har fået en helt ny lånemulighed, og derfor bør du måske skifte til et andet lån, end du har været vant til.
I december skal 40.000 boligejere hos Totalkredit have ny rente på deres boliglån. Er du en af dem, skal du senest 31. oktober have truffet beslutning om, hvilket lån du vil fortsætte med.
Og det behøver ikke nødvendigvis være samme låntype, som du har i dag. Totalkredit har nemlig ændret priserne på boliglån, så der er god grund til at tænke sig ekstra godt om, inden du træffer dit valg.
- Rigtig mange boligejere har de seneste år nydt godt af den lave rente, specielt boligejere med F1-lån har oplevet historisk lave månedlige ydelser. Men selvom de lave renter fortsætter, er det dog ikke længere F1-lånet, der løber med æren om at være billigst. En ændret prisstruktur hos Totalkredit betyder nemlig, at F1-lånet lander på en rente på 0,5 procent, mens F3 ender på kun 0,4 procent, og derfor er der god økonomi i at låse renten for en længere periode, siger filialdirektør Jane Skouv Lapain i Arbejdernes Landsbank i Køge og fortsætter:
- Boligejere med renteloft kan desuden forvente et markant lavere loft, end de har været vant til tidligere. For eksempel vil et renteloft gældende i 5 år være på blot 2,5 procent, mens rentetillægget formentlig vil lande på kun 0,15-0,20 procent.
Det er altså en helt unik mulighed for at drage nytte af de lave renter og samtidig sikre sig mod større rentestigninger.
Er man lidt mere risikovillig og gerne løber en større risiko i bestræbelserne på at få den lavest mulige rente på boliglånet, er der nu kommet en helt ny lånemulighed.
- Hvis du fortsat ønsker den lavest mulige rente på dit boliglån, har du mulighed for at vælge Totalkredits helt nye lån: F-kort. Lånet adskiller sig fra F1-lånet ved, at det får tilpasset renten hvert halve år, selvom obligationerne bag lånet kun skal udskiftes hvert tredje år. Det er en af årsagerne til, at dette lån er billigere end F1-lånet og dermed også attraktivt for mange, lyder det fra Jane Skouv Lapain.
Også de boligejere, der i dag har fastforrentede lån, kan opnå store besparelser i den månedlige ydelse ved at skifte til et nyt fastforrentet lån.
- Mange af vores kunder efterspørger boliglån med en høj grad af sikkerhed, og for dem er der også gode muligheder for at sænke den månedlige ydelse og samtidig sikre sig mod rentestigninger de næste 30 år. Har du for eksempel et fastforrentet lån på 4 procent, kan du nu få samme type lån til en rente på helt ned til 2,5 procent, hvilket er et historisk lavpunkt og en oplagt mulighed for de mere forsigtige boligejere, siger Jane Skouv Lapain.
mr