Fortsæt til indhold

Nu må vi have arbejdshandskerne på

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Rishøj Boldklubs trængsler i den nederste del af 2. Division Øst fortsætter. I øsende regnvejr måtte holdet søndag eftermiddag se sig besejret med 5-1 af BK Avarta i en kamp, hvor gæsterne var uhyre effektive foran Rishøj-målet.
Kampen blev iøvrigt afviklet på Rishøj Stadion, da Avartas bane i Espelunden i Rødovre ikke kunne klare de voldsomme vandmasser og i løbet af lørdagen fik de to klubber aftalt at flytte kampen til Rishøj, hvis bane bedre kunne magte regnen.
- Det var ikke så meget nederlaget i sig selv, men mere måden det skete på. De rutinerede kræfter svigtede, ligesom der blev spillet uden gnist og vilje til at skabe gennembrud. Der blev på en vanskelig og tung bane spillet alt for omstændigt med for mange korte pasninger og for få simple bolde med længde - både til duel og i bagrum, siger Rishøjs sportschef Jesper Pedersen.
- Vi skal simpelthen have fundet arbejdshandskerne frem nu. Så enkelt er det. Det kræver hårdt arbejde at komme ud af denne situation. Vi skal være bevidste om hvad vi selv kan bidrage med for at rette op på det hele. Spillerne må hver især finde ud af hvad de kan bidrage med i denne situation. ALLE omkring holdet må løfte i flok. Vi skal igang med at vinde fodboldkampe - smage sejrens sødme og derigennem få en succesoplevelse som kan bære os igennem den svære periode, siger Jesper Pedersen videre.
Spillemæssigt har Rishøjs præstation over hele sæsonen været bedre end et kig på stillingen i 2. Division Øst fortæller. Holdet har dels spillet for mange kampe uafgjort - og så har holdet smidt for mange points i overtiden.
Der resterer fire kampe i efterårssæsonen - og det er for Rishøjs vedkommende fire sindssygt vigtige kampe.
- Det er ganske enkelt fire kampe som hver især skal kaste points af sig så vi ikke har for stort hul op til de foranliggende når vi starter forårssæsonen op den sidste weekend i marts. De fire kampe er mod klubber der ligger lige omkring os i tabellen. Vi starter mod BSV på hjemmebane lørdag den 25. oktober kl. 15.00 gælder det BSV der har 12 points - fire mere end Rishøj. Dernæst kommer udekamp mod Avedøre, hjemmekamp mod B.93 inden vi slutter af ude mod GVI. Uhyggeligt vigtige kampe, pointerer Jesper Pedersen.