Fortsæt til indhold

Disse plakater skal ud af byen

Nye digitale infostandere betyder farvel til koncert- plakater i lygtepælene

Arkiv
Fred Jacobsen

Se godt på billedet, der er knyttet til denne artikel: Det kan nemlig meget nemt være sidste gang, at du ser plakater, der hænger i lygtepæle og reklamerer for blandt andet koncerter på Godset.

Samtidig med, at byrådet forleden besluttede sig for at investere omkring 380.000 kroner i at sætte store digitale infostandere op ved fem indfaldsveje og senere også i Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup, vedtog det også at lave om på kommunens plakatregulativ.

Det betyder, at der fra og med i morgen ikke længere må hænges plakater op i lygtepælene.

Det forsøgte SF's Lis Ravn Ebbesen ellers at forhindre med et ændringsforslag.

SF vil gerne have lavet nogle designmæssigt korrekte ophæng, der kan hænges plakater op på. Indtil de ville være færdigproducerede og kunne lånes af brugerne, skal lokale foreninger have mulighed for fortsat at hænge plakater op i byens lygtepæle. SF foreslog i samme forbindelse, at lokale foreninger skulle kunne annoncere gratis på infostanderne.

Forslaget led samme skæbne som forslaget om at få lavet specielle plakatophæng: Alle andre end SF var imod.

I stedet vedtog byrådet at yde 40 procent rabat på annonceprisen til foreningerne og at effekten af infostandere og nye plakatregler skal evalueres allerede i maj næste år.

Valg og cirkus tilladt

Blandt andet havde foreningen Rock 'In House, som står for 70 koncerter årligt på Godset, under høringen gjort indsigelse mod det nye plakatregulativ.
Næsten en tredjedel af alle Godsets koncertgæster kommer, fordi de har læst om begivenheden på en plakat.

Politikerne har nu bestemt, at valgplakater, plakater for trafikkampagner og cirkusforestillinger fortsat må hænge i lygtepælene.