Er lønnen OK
LO-Roskilde starter kampagne for at tjekke betaling og andre forhold på en række virksomheder
Lønnen til de ansatte skal være OK og følge aftalerne, som medarbejdernes fagforening har indgået med arbejdsgiverne og deres organisation. Overens-Komsterne er derfor nødvendige og skal overholdes af begge parter, lyder temaet i en kampagne, som LO-Roskilde starter fra mandag den 3. november. Den lokale fagbevægelse, der samler 11.000 medlemmer i en række forskellige fagforeninger, vil besøge en række forskellige arbejdspladser, hvor medarbejderne så får mulighed for at komme og få tjekket, at deres løn og øvrige forhold er korrekte. - Vi laver det her i samarbejde med de lokale tillidsfolk og arbejdsgiverne, der også er interesserede i ordnede forhold, fortæller den lokale LO-formand Torben Jørgensen. Første stop er Hedegårdens Skole ved Københavnsvej, hvor de forskellige grupper af ansatte kan møde de faglige repræsentanter, der håber, at nogle af de bygningsarbejdere, som for tiden er i gang med et større arbejde på skolen også vil lægge vejen forbi.
På sygehuset
Næste stop tirsdag den 4. november er på Roskilde Sygehus, hvor de forskellige LO-ansatte ligeledes får mulighed for at få tjekket deres betaling og øvrige vilkår. Det foregår også i samarbejde med hospitalets tillidsrepræsentanter og ledelsen. Onsdag kommer de faglige folk så til en tredje stor arbejdsplads, nemlig den tilbageværende del af Sct. Hans Hospital. Kampagne-ugen afsluttes med et lignende arrangement torsdag den 6. november på Himmelev Gamle Præstegård, der nu er plejecenter, men hvor der også er et større vedligeholdelses-arbejde i gang.
Den danske model
For Torben Jørgensen og LO-fagforeningerne i Roskilde er det et afgørende mål i samarbejde med arbejdsgiverne at forsvare ‘den danske model’. I al korthed går den ud på, at lønmodtagerne gennem deres fagforeninger selv aftaler løn- og arbejdsforhold gemmen overenskomster med arbejdsgiverne og deres organisationer. Når parterne selv har indgået aftalerne, holder de også bedre. - Denne evne til samarbejde på arbejdsmarkedet er en vigtig grund til, at økonomien og samfundet har udviklet sig bedre i Danmark end i mange andre lande, hvor der er flere og mere ødelæggende konflikter, forklarer Torben Jørgensen. - Men den ‘danske model’ er truet, hvis lønmodtagerne glemmer, hvem der egentlig sørger for deres løn. Vi kan jo ikke sikre folk, hvis de ikke kommer til os med deres problemer, så vi kan hjælpe dem. - Hvis folk er ligeglad med, om de bliver snydt eller dårligt behandlet, så bryder modellen sammen, og det vil gøre Danmark til et fattigere og dårligere land, mener Torben Jørgensen og LO i Roskilde. tk