Pengene tilbage til folket!
John F. Thomsen
Afdelingsformand AAB afd. 22, Kolding
Hvad har de to enheder at gøre med hinanden? Intet. Udover at de begge er et bevis på at flere bække gør en stor å.
Kolding Å fødes af masser af små og store vandløb og Trefor fødes af små og store forbrugere.
Det er at gå for langt, hvis jeg påstår at bestyrelsen/direktionen ikke interessere sig for forsyningsdelen, men jeg finder det er på tide at den kommercielle storebror begynder at dele ”fløden” med basisgruppen, forbrugerne.
Det giver ingen fornuft at påstå at forsyningsdelen har stor gavn af alle de sideeffekter som en stordrift giver. Især ikke når det ikke udmønter sig i mærkbare økonomiske fordele for basisforretningen, snart tværtimod.
Prisen pr MWh (varme) i TREFOR er næsten fordoblet siden juli 2007. I Vejle for eksempel er den steget med cirka 58%. Afgifter er i samme periode kun vokset med cirka 11%.
Altså afgifterne, som ellers nok plejer at tage fat, ribber ikke forbrugeren med mere end en stigning på 11%.
Der er altså nogen som skummer en masse fløde i de monopolselskaber.
Jeg gider ikke her beskæftige mig med hvad den rigtige pris er, for så skal jeg vide hvordan priserne har udviklet sig hos leverandøren TVIS og det har jeg ikke adgang til, men det jeg kan se, er, at der er noget rivende galt. Hvis man påstår det ikke er fjernvarmeselskaberne, så må det være TVIS der drukner i friskskummet fløde.
TREFORs kommercielle del SKAL til at betale noget af overskuddet i familien tilbage til lillebror. TREFOR har et årligt overskud på 115 millioner kroner, har en stor egenkapital og skal derfor hvert år tilbagebetale 50% af overskuddet til forsyningsdelen. Skulle der ske det, at vi fik en tilbagebetaling, ville det med 2014 tallene betyde en besparelse på ca. 1.000,- kr./år/husstand (statsafgifter er ikke indregnet) hvis det hele bliver lagt på varme.
Fordelingen af disse penge skal bestemmes af repræsentantskabet, for nu kommer vi frem til det næste punkt.
Vi må og skal have fortalt at det er repræsentantskabet som er øverste myndighed.
Altså to klare punkter:
50 % af det kommercielle overskud skal fordeles i forsyningsvirksomheden
Repræsentantskabet skal aktiv inddrages i beslutningsprocesserne.
Jeg ønsker at der her nedsættes arbejdende grupper som via en anden måde at se tingene på kan tilføre viden og anderledes tanker til bestyrelsen/direktionen.
Penge tilbage til folket og folkets repræsentanter skal lave noget.
Uanset, hvem du stemmer på, så STEM.