Kan Køge Basketball fortsætte sejrsrækken?
BASKETBALL: To kampe, fire points. Det er den flotte status for Køge Basketball Klubs bedste herrehold - Coyotes - i 1. Division.
Ind imellem de to sejre i 1. Division over h.h.v. BK Amager og EBAA fra Aarhus har køgenserne sikret sig videre adgang i pokalturneringen med sejr på 62-53 over BMS i Køgehallen.
Efter en kamppause på to uger er "prærieulvene" atter klar til at gå til angreb. I weekenden spiller holdet på udebane mod IF Skjold Birkerød i Søndervangshallen i Birkerød.
Hjemmeholdet er kommet igang med en sejr - 64-45 hjemme mod BMS - og en ordentlig en på trynen på 102-60 ude mod Stevnsgade.
Spændende om Køge kan lukrere på, at IF Skjold Birkerød måske er lidt rystet ovenpå nederlaget til Stevnsgade og dermed fortsætte sejrsrækken i 1. Division - og dermed lægge op til sæsonens første "topbrag" når holdet næste lørdag skal en tur til Lemvig for at møde den vestjyske klub der også er startet med sejre i de to første kampe.
Og så er det på torsdag den 23. oktober kl. 19.30, at Køge spiller næste kamp pokalturneringen - ottendedelsfinalerne - på udebane mod 1. Divisionskollegerne BK Amager i Amagerhallen.