Fortsæt til indhold

Team HK Køge jagter tredje sejr på stribe

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Køges håndboldflagskib, Team HK Køges bedste herrehold i 2. Division, har nøjagtigt som Køge Basketball Klubs bedste herrehold fået en flot start på den nye sæson 2014/15 med maksimumpoints i sæsonens to første spillerunder.
Sejren på hjemmebane over Team Sydhavsøerne i premierekampen for tre uger siden, blev tirsdag i sidste uge fulgt op med en ny af slagsen i udekampen mod Dianalund/Tersløse.
Dermed er Team HK Køge en fjerdedel af det førerfelt der også inkluderer IF Stadion, BK Ydun og Holte IF der har høstet fire points i sæsonens to første kampe.
Næste hurdle for Team HK Køge er Hvidovre IF der tager imod køgenserne søndag den 19. oktober kl. 12.55 i Dansborghallen overfor Hvidovre Stadion.
Hvidovre IF har, modsat Team HK Køge, blot spillet en enkelt kamp i sæsonen - for tre uger siden, hvor holdet på hjemmebane tabte 19-23 til IF Stadion.
Efter kampen mod Hvidovre IF spiller Team HK Køge på hjemmebane mod Rødovre HK søndag den 26. oktober kl. 15.45 i Køgehallen.
Team HK Køge blev iøvrigt oversidder til tredje runde i DHF's pokalturnering. Kampene i anden runde skal være afviklet senest den 6. november - så først efter den dato kendes Team HK Køges modstander i tredje runde.