Børkop Friskole er en realitet - sådan da
Børkop Friskole er kommet et meget stort skridt nærmere målet om opstart efter sommerferien.
Der er nu nedsat en bestyrelse med syv borgere for den selvejende institution Børkop Friskole. De blev valgt til den stiftende generalforsamling tirsdag aften, hvor over 40 personer deltog.
I perioden fra 15. november til 15. december åbner skolen op for indskrivning af elever.
“Vi forventer at starte ud med cirka 50 elever til august 2015 på en skole, der vil lægge fokus på elevernes kreativitet, nysgerrighed og idérigdom. Der starter friskoler op rundt omkring i landet i byer, der er langt mindre end Børkop, så målet er bestemt realistisk,” lyder det fra den nye bestyrelse.
Den nye bestyrelse består af Joakim Ditlev (formand), Mads Rudbeck (næstformand), Peter Hauge-Hansen, Andreas Jespersen, Thorbjørn Pedersen, Majbrith Gerald (kasserer), Jesper From mens Jørgen Winther blev valgt som suppleant.