De mange fisk skal atter have adgang
Vejle Kommune er i gang med at skabe faunapassage ved Holtum Mølle, der ligger i et tilløb til Fløjstrup Bæk sådan cirka 1,7 kilometer nordvest for Grejs.
I dag er der en fire meter høj opstemning, der udgør en totalspærring af fisk, da der ikke er etableret nogen form for faunapassage ud over ålepas. Projektet finansieres af staten og EU.
Undersøgelse af fiskebestanden neden for Holtum Mølle, viser en særdeles høj fiskebestand på 474 ørredyngel pr. 100 m2, hvor det danske mål er 80 ørreder pr 100 m2. Når arbejdet er gennemført er der fri adgang for fisk til yderligere 3,5 km vandløb.
Møllebygningen ved Holtum Mølle blev fjernet i 70'erne, og selve driften af møllen ophørte flere år forinden. Ejerne af Holtum Mølle, Karen og Søren Nilsen, fortæller:
“Vi er klar over, at der vil være byggerod i en længere periode, men det opvejes helt af den nye udsigt til møllesøen, og ikke mindst det nye vandløb, som vi kan se fra vores stue og køkken”.
I forbindelse med projektet sænkes vandspejlet på møllesøen cirka en meter og oprenses på et cirka 1000 m2 stort areal. Derudover etableres der cirka 370 meter nyt vandløb vest om møllesøen, som giver direkte forbindelse til vandløbene i habitatområdet Øvre Grejs Ådal, der ligger 1,4 km neden for Holtum Mølle.
Vejle Museum følger anlægsarbejdet, således at eventuelle fund af forhistoriske byggeanlæg vil blive undersøgt nærmere.
Anlægsarbejde forventes at vare cirka seks uger, hvor der må forventes let øget trafik med tunge lastbiler.