Fortsæt til indhold

Sveden løb med sejren

FCRs opgør mod Brønshøj blev en slidsom og umålrettet affære, der endte uafgjort

Arkiv
Arkiv

Med fire transportable tribuner stillet op omkring banen, så det umiddelbart ud som om, der var gjort klart til det helt store brag i Idrætsparken, da FCR fredag aften mødte Brønshøj.
Tribunerne var dog rullet på plads i forbindelse med FCRs pokalkamp mod FCK torsdag 30. oktober, og 1. divisionskampen udviklede sig aldrig til mere end et lille puf.
Holdet fra Rådmandshaven har igennem starten af deres første sæson tilbage i 1. division kæmpet med at lægge afstand til nedrykningsstregen.
Med en sejr over Brønshøj ville Roskilde-truppen have taget et solidt skridt i den rigtige retning og have fået en plads i den lave del af divisionens midte.
Efter to gode indsatser mod henholdsvis Viborg og Vejle var der god grund til at håbe på en sejr til de lokale drenge.
På trods af kampråb fra de trofaste tilhængere i FCRs fanklub og et stort banner, hvorpå der stod 'Ørne æder hvepse', lod Brønshøj sig dog ikke lige rykke rundt med.

Showet manglede

Hele opgøret fredag aften endte i det hele taget med at være en gumpetung omgang.
Begge hold lagde hårdt ud, og allerede indenfor de første par minutter havde både FCR og Brønshøj haft bolden oppe omkring modstanderens mål.
På den måde lå der en scoring i luften og lurede, men der blev den.
Igennem hele kampen skiftedes de to hold til at have overtaget i små perioder.
Med nogle få undtagelser nåede ingen af dem dog nogensinde at blive farlige.
Så da en ung dreng, der havde taget plads på en af de fremrullede tribuner råbte 'Kedeligt!' af sine lungers fulde kraft, var der ingen, som modsagde ham.
Kampen endte da også 0-0.

Skønne spildte kræfter

Går man kampen igennem med en tættekam er det svært at sige med sikkerhed, hvem der burde have vundet ud fra deres indsats fredag aften.
Dog synes Roskilde at have haft lidt flere chancer end gæsterne.
Især i slutningen af 1. halvleg kunne hjemmeholdet have bragt sig på scoringstavlen
Blandt andet i det 36. minut, da FCR fik et frispark lidt udenfor Brønshøjs straffesparksfelt, der førte til et farligt angreb på gæsternes mål.
Heldet var bare ikke med holdet fra Rådmandshaven, og bolden endte i armene på gæsternes mål.
Emil Nielsen lavede kort tid efter et af flere fine sololøb, hvor han kæmpede sig fri af Brønshøjs forsvar og nåede at løbe hele vejen fra eget målområde til modstandernes.
Desværre nåede hans holdkammerater ikke med op, så angrebet løb ud i sandet.
2. halvleg lignende meget kampens første 45 minutter med den undtagelse, at ingen rigtig fik markeret sig.

Stadig over stregen

Med en nul-løsning mod Brønshøj har FCR nu 13 point i det samlede opgør.
Resultatet er nok til at sikre dem endnu en uge over nedrykningsstregen.
Dog er det et nedslående udgangspunkt for den næste kamp, der venter de lokale fodboldhelte.
De næste modstandere på programmet er Lyngby, der lige nu fører 1. division efter en knusende 1-7 sejr over Køge.
Desuden må man også håbe på, at FCR formår at udnytte deres kræfter en smule mere effektivt, når de transportable tribuner for alvor tages i brug i pokalopgøret mod superliga-holdet FCK.

hw@roskildeavis.dk