Lions Clubs jule skrabelodder på gaden
KØGE: Traditionen tro sælges de populære skrabelodder fra Lions Club Køge i god tid før jul.
Skrabelodderne koster 10 kr. og gemmer på rigtig mange gevinster. Den flotteste præmie er et rejsegavekort til en værdi af 50.000 kr., og yderligere 6 rejsegavekort på 10.000 kr. Herudover hele 3.500 gevinster, som rummer alt fra vin, middage og lækkert sengetøj til massage og nye vinterdæk!
- Der er igen i år utroligt mange gevinster fra vore lokale erhvervsvirksomheder og forretninger, siger Palle Benborg fra Lions' julelotteriudvalg i Køge. De har alle velvilligt doneret gevinsterne til skrabelodderne, som sælges i rigtig mange forretninger og banker i vort område. Tilsvarende sælges Lions' juleskrabelodder mange steder på hele Østsjælland.
- Sidste år blev lodderne udsolgt og købelysten var stor, fortsætter Palle Benborg.
Lions Club forventer, at det samme vil ske i år. Formålet med julelotteriet er at indsamle penge til Lions' humanitære arbejde, hvoraf langt størstedelen går til at støtte lokale formål som f.eks. svage ældre, plejehjem, socialt udsatte og foreningsaktiviteter. En mindre del af indsamlingsbeløbene går også til nationale og internationale formål som f.eks. ungdomslejre og bekæmpelse af flodblindhed i Indien. Formål som alle er gode og støtteværdige.
Stor efterspørgsel
- Sidste år blev Lions' skrabelodder udsolgt. Og den 23. december var vi godt nok trætte, siger Palle Benborg.
- Det håber vi igen at blive i år. Vi arbejder som altid gratis og tror, at lysten til at støtte vort humanitære arbejde fortsat er stor. Og vi er mange lokale Lions-folk, som går på gaden med skrabelodderne op til jul. Vi føler os overbeviste om, at lodderne med de mange flotte gevinster bliver efterspurgt og nok skal blive solgt, slutter Palle Benborg.
Lions Clubs jule-skrabelodder sælges i perioden fra lørdag den 1. november til tirsdag den 23. december i hele området også fra forretninger og banker.
pm