Fortsæt til indhold

35 kilometer ondskab

VisitVejle har skabt ’Danmarks hårdeste cykelrute’. 35 kilometer ’ondskab"

Arkiv
Jørgen Flindt

Nej, nej, nej. Sådan må enhver cykelrytter tænke, når vedkommende står for bunden af Chr. Winthersvej i Vejle. For den er ond. Sådan rigtig, rigtig ond.
Og den vej er bare en af mange udfordringer, som VisitVejle byder på. Turistforeningen har lavet en folder, hvor Danmarks hårdeste cykelrute præsenteres. Den er kun på 35 kilometer, men den er sveddryppende ond.
Her er fem meget onde bakker nemlig Kiddesvej, Munkebjergbakken, Chr. Winthersvej samt de to Bredballebakker, Mølgårdsvej og Strandgårdsvej. Det er VisitVejles cykelglade praktikant, Thomas Kjær Enemark, der står bag opfindelsen af Danmarks hårdeste cykelrute:
”Jeg er indfødt vejledreng og elsker en udfordring, så det var ikke svært for mig at sammensætte den hårdest mulige rute. Cykelentusiaster drømmer om at prøve kræfter med Alperne og Pyrenæerne, men jeg mener det er tid til at pakke deres homesimulatorer væk og afprøve Danmarks egne Alper og Pyrenæer”, nævner han i en pressemeddelelse.
At VisitVejle kaster sig ud i at lave en folder om en cykelrute, giver gode mening. Vejles til tider voldsomme bakker, er guf for cykelmotionister.
”Stadig flere vælger at tage på aktiv ferie, og vi har gennem flere år haft fokus på cykelturisme,” siger turismekonsulent ved VisitVejle, Wencke Dupont Hansen.
Og ruten er gennemtestet, for praktikanten måtte selv på cyklen rundt. Sammen med sin gode ven, Simon Christoffersen, testede de ruten, og de må indrømme at det var med sved på panden og indlagte pauser, at de kom i mål.
”35 kilometer lyder måske ikke af meget, men med sådan en intens rute var mine ben konstant fyldt med mælkesyre” siger Simon Christoffersen.