Når livet begynder for tidligt

“Så befrugtede de mine æg med Rene's sæd. Og det gjorde de samme dag, som vi havde fået taget æg ud. Så gik der to døgn, så ringede de og fortalte, om de var blevet gode, eller de ikke var blevet gode. Om de blev befrugtet, eller de ikke blev befrugtet”.
Maria Ambus Lomholt og Rene Kristoffersen havde kun kendt hinanden i et halvt år da de gik i gang med deres første reagensglasbehandling. Maria havde tidligere haft otte aborter og efter en længere behandling med hormoner var parret klar til at tage det næste skridt:
“Første gang jeg fik sat æg op, der havde jeg ikke så mange de kunne tage ud, men vi tog til Odense og fik sat dem op. Derefter skulle vi gå 14 dage, inden vi kunne få taget en blodprøve, for at konstatere om man er gravid eller ej. Og de 14 dage, de var forfærdelige. Jeg gik hele tiden og tænkte, åh nej, bløder jeg, bløder jeg? Så de 14 dage, der er man altså bare 14 dage i helvede, for man vil rigtig gerne gå ud og tage den der graviditetstest, men problemet er, at man har fået den der ægløsningssprøjte, og der er graviditetshormon i, så den ville have givet et falsk, positivt svar”.

Dyb skuffelse

Efter at have gået på listefødder og efter mange bekymringer og spekulationer fik Rene og Maria, på en helt almindelig dag i november 2012, svar på deres første forsøg på at blive forældre:
“Jeg kan huske, at vi var ude og handle i Kvickly, og Rene han tog telefonen. Sygeplejersken var rigtig sød og sagde, at hun var virkelig ked af det, men prøven var negativ. Vi var forberedt på det, for jeg var begyndt at bløde, men alligevel var det da en stor skuffelse”.

Stor glæde

I januar 2013 begyndte parret på deres 2. forsøg og den 2. marts fik Maria taget 12 æg ud.
“Fordi det var vores 2. forsøg vi var i gang med, og for at øge chancerne, så besluttede vi os for at få sat to æg op. Man har jo kun tre forsøg hos det offentlige, og det koster spidsen af en jetjager, hvis man skal på en privatklinik, så vi tog chancen”.
Den 4. marts fik Maria sat to æg op, og så var det ellers bare at vente. Maria begyndte få dage senere at bløde, men Rene var stadig optimistisk:
“Vi tog ned på vores lokale sygehus i Grindsted og fik taget en blodprøve. De ville sende svaret til Odense, og dagen efter ringede en af sygeplejerskerne derfra og sagde stort tillykke. Det var helt vildt. I uge otte skulle vi så over og scannes, og der sagde lægen, som det mest naturlige i verden; “ja der er den ene”, og lidt efter “der er den anden”.
Jeg tænkte bare, vi skal have en større bil”.

Den største frygt

“De første tre måneder var et helvede. Jeg gik simpelt hen og talte dage. Da vi kom til 12. uge, der var det virkelig en lettelse. Jeg tror, at det er stressende for mange, men for mig var det virkelig forfærdeligt. Men da vi først kom over det punkt, så havde jeg faktisk en problemfri graviditet frem til uge 24. Der vi fik at vide, at de lå udenfor normalvægten og derefter gik vi løbende til kontrol. Da vi kom til uge 27, hvor vi skulle til vægtscanning igen, der fik vi at vide, at pigen kun vejede omkring 1000 gram. Så der begyndte vi at gå lidt i panik”.
De kommende uger gik parret til jævnlige kontroller. Maria begyndte at få hovedpine, blodnæse og rigtig meget vand i kroppen. Maria blev indlagt flere gange og i uge 29 konstaterede lægerne, at pigen ikke fik nok at spise, og de kommende forældres bekymringer voksede:
“Vi havde det ad helvede til. Jeg tænkte hele tiden på, overlever mit barn? Hvad sker der. Vi snakkede også om hvis hun døde. Det var rigtig hårdt”.

En helt ny verden

Da Maria var gravid i 32. uge, blev hun indlagt. Lægerne turde ikke vente længere, og det blev derfor planlagt, at hun skulle have kejsersnit dagen efter, hun blev indlagt. Inden operationen nåede Maria og Rene at komme op og besøge neonatalafdelingen hvor, de børn der bliver født for tidligt, de bliver indlagt:
“Vi havde virkelig mange bekymringer. Der kunne jo ske alt muligt med vores børn. Jeg synes, at det var skrækkeligt, da vi var oppe og se afdelingen med alle de maskiner og slanger. Vi kunne slet ikke forholde os til det. Da vi fik at vide, at vi nok skulle være indlagt et par måneder, der var vi altså ved at bryde sammen”.

To små mirakler

Da Maria og Rene klokken lidt over halv otte om morgenen den 1. oktober kom ind på operationsstuen, ventede der 14-15 mennesker på dem. Jordemor, fødselslæger og sygeplejersker var parat til at hjælpe deres to små børn til verden. Maria blev bedøvet, og kort tid efter lægerne gik i gang, fik hun sin søn at se for første gang:
“Det var så fantastisk at høre hans skrig. Han blev lagt hen ved siden af mig, og tårerne de trillede ned af kinderne på mig”.
Få minutter senere kom Isabella til verden, men da hun var noget mindre end sin bror, blev hun hurtigt taget med op på neonatalafdelingen, hvor lægerne og sygeplejerskerne kunne tage sig af hende:
“Det var så koldt inde på operationsstuen, så hun skulle ud i varmen med det samme. Efter operationen blev jeg kørt over på intensiv, og da jeg kom fra opvågningen, og over på neonatalafdelingen, var Isabella og Marco blevet lagt i kuvøse, og lægerne var ved at undersøge dem og give dem drop. Der gik en million tanker igennem hovedet på os. Var der noget galt med dem? Fejlede vores børn noget?
Artikelserie
Dette er anden del af historien om Maria, Rene og deres to små tvillinger.
De kommende to uger kan I læse mere om hvordan det er at være indlagt med sine børn, om de mange bekymringer Rene og Maria har, og om hvordan det går Isabella og Marco i dag.
Vi fik at vide, at pigen kun vejede omkring 1000 gram. Så der begyndte vi at gå lidt i panik”.
Rene Kristoffersen, far til Isabella og Marco