Når livet begynder for tidligt

Isabella vejede 1490 gram og var blot 41 centimeter lang. Hendes bror, Marco, var lidt større, nemlig 2200 gram og 49 centimeter. Tvillingernes liv begyndte den 1. oktober 2013 og de efterfølgende uger var de sammen med deres forældre Maris Ambus Lomholt og Rene Kristoffersen indlagt på neonatalafdelingen på Kolding Sygehus. Afdelingen hvor de tager sig af de for tidligt fødte børn.

En lang ventetid

Maria fødte ved kejsersnit om morgenen og fordi børnene var så små, blev de kørt direkte op på neonatalafdelingen. Maria havde lige fået et enkelt glimt af sin søn, mens der gik flere timer, før hun for første gang så sin datter:
“Jeg havde slet ikke set hende, og det var underligt, syntes jeg. Jeg havde set Marco tæt på, men hende havde jeg slet ikke noget billede af, Man føler sig lidt snydt som mor”.

En helt ny verden

Da Isabella og Marco blev indlagt blev der den første uge taget blodprøver, de blev tjekket for gulsot, blev undersøgt på kryds og tværs og de fik begge en sonde. Da de var for små til at spise selv, fik de alle deres måltider gennem en slange i næsen. Med hjælpe fra sygeplejeskerne kunne Rene og Maria efter få dage, selv give deres børn mælk:
“Man sætter en lille sprøjte med mælk i, på sonden, og så skal man sidde og sprøjte maden ned i maven på dem. Man må ikke gøre det for langsomt, for så får de ikke mad nok, Og man må ikke gøre det for hurtigt, for så får de det skidt og gylper. Det er da ikke lige det man havde forestillet sig, at man skal give sit barn mad igennem næsen, og jeg savnede da lidt den der nærkontakt ved at sidde og amme dem”.
De første dag på neonatalafdelingen gik med at finde en rytme og at lære børnene at kende. Børnene lå i hver deres kuvøse, og Isabella fik i de første dage ilt, for at hjælpe hende med at trække vejret. Det var hårdt for de nybagte forældre at deres børn skulle ligge i kuvøsen, og det tog lidt tid inden de fik vænnet sig til de nye omgivelser:
“Det værste ved at de lå i kuvøse, det var, at man ikke bare kunne tage dem ud, når de græd. Man kunne stikke hænderne ind og det var det. Altså det føles ikke virkeligt”.
De første dage havde Rene kun Marco ude af kuvøsen. Isabella tabte sig lige efter fødslen, og Rene havde det svært med, at hun var så lille. Da Isabella var en uge gammel kom hun på puslebordet for første gang. Indtil da, var hun blevet skiftet i kuvøsen:
“I lørdags fik de tøj på (red. fire dage gamle) begge to. Det var dejligt. De kom til at ligne børn, i stedet for at de lå der helt nøgne. Der er virkeligt mange ting lige nu. Marco var i bad for første gang i dag, og det gik også rigtig godt. Vi blev enige om, at fordi han var så lille, og de var bange for, at han ville komme ud af balance, som de kalder det, så skulle han kun i bad to gange om ugen”.

Det altafgørende spørgsmål

Det helt afgørende for de små tvillinger var i de første dage, at de skulle tage på. At blive større og stærkere var det altoverskyggende og fyldte rigtig meget for Maria og Rene.
“Lægens sagde, at de helst skulle tage omkring 30 gram på om dagen, men det kunne hendes lille krop ikke holde til. Men bare de tog lidt på, så var lægen glad. Men det fyldet rigtig meget. Efter en uge var hun oppe at få 30 ml per måltid, og hun startede jo altså på 6 ml, så det gik stærkt. De prøvede også begge to at sutte lidt hos mig, men de havde ikke teknikken eller kræfterne til det”.
Da Marco og Isabella var 14 dage gamle havde de begge taget fint på, og Maria og Rene klarede de fleste opgaver selv. Hverdagen var meget rutinepræget hvor tvillingerne fik mad hver tredje time. Maria og Rene var efter de to uger på afdelingen dog ved at være klar til at få deres eget værelse, hvor de kunne lukke døren og være sammen med deres børn:
“ Det er jo meget sterilt her, og hverdagen er meget skemalagt. Man kan ikke bare tage sine børn og sige, nu har jeg lyst til at gå en tur. Det er skemalagt hvornår kan må få besøg, og der er mange trestriktioner, og det kan godt være lidt træls. Jeg har simpelthen været nødt til at tage hjem herfra et par timer indimellem, jeg var ved at få kuller. Jeg mistede appetitten og blev opfarende og sur. Men efter en nat i min egen seng, og med noget ordentligt mad, så var man klar til en tørn mere”.

En prøvelse

Mens Maria var indlagt med Isabella og Marco, kørte Rene frem og tilbage mellem Sygehuset i Kolding og deres hjem i Grindsted. Ud over bekymringerne for deres børn måtte parret også leve med at være adskilt om natten, og det var især hårdt for Maria:
“Vi var meget fra hianden. Vi kunne ikke lave mad sammen og vi kunne ikke sove sammen. Det ville koste os 225 kroner per nat + mad hvis Rene skulle overnatte her, og det havde vi ikke råd til. Desuden var man jo omgivet af mennesker hele tiden. Nogle gange blev man virkelig irriteret, andre gange lukkede man bare af. Men sygeplejeserkerne var heldigvis rigtig søde og forstående hvis man lige havde brug for at tage hjem, eller bare at komme lidt ud”.
Da Isabella og Marco var knap tre uger gamle fik Maria og Rene lov til at flytte ind på en mor/barn stue. Det betød, at de nu kunne sove i samme rum som børnene og at de kom et skridt tættere på, at hele familien kunne komme hjem.
“Det værste ved at de lå i kuvøse, det var, at man ikke bare kunne tage dem ud, når de græd”.
Maria, mor til Marco og Isabella
Artikelserie
Dette er tredje del af historien om Maria, Rene og deres to små tvillinger.
I næste uge kan I læse sidste del af serien. Om hvordan Marco og Isabella her det i dag, og om hvad de og deres forældre skal være ekstra opmærksomme på i fremtiden.