Når livet begynder for tidligt

Da Maria Ambus Lomholt og Rene Kristoffersen havde været indlagt med deres tvillinger på neonatalafdelingen på Kolding Sygehus i tre uger fik familien lov at flytte ind på en mor-barn stue. For første gang skulle de nybagte forældre selv tage sig af deres børn døgnet rundt. Og for første gang kunne forældrene se en ende på opholdet på sygehuset:
“Da vi først kom på vores egen stue, da tænkte vi, at nu var der ikke længe til, at vi kunne komme hjem. Bare det at få en tidshorisont, et holdepunkt at se frem til, det var bare så dejligt. Det var fantastisk at komme på vores egen stue. Det var jo også et tegn på, at vi som forældre godt kunne finde ud af at tage os af vores børn, så man blev da stolt. Selvom man stadig havde i baghovedet, at med en infektion, kunne det hele vælte”.

Tre lange uger

Da Maria og Rene i foråret 2013 fandt ud af, at de skulle have tvillinger, havde de på ingen måde forestillet sig, at de skulle tilbringe børnenes første uger på afdelingen for de for tidligt fødte børn. I slutningen af oktober måned, tre uger efter Marco og Isabella kom til verden kunne den lille familie endelig pakke sammen og komme hjem:
“Det var tre lange, lange uger. Sygeplejerskerne var virkelig søde, og vi blev behandlet rigtig godt, men som familie var det hårdt at være indlagt. Det hårdeste har helt sikkert være adskillelsen. At vi ikke kunne komme hjem og være en familie. Man følte ikke helt, at man kunne være forældre for sine børn, og man følte faktisk på en eller anden måde, at man ikke rigtig var blevet mor, før man kunne komme hjem”.

Hverdagen hjemme

Da tvillingerne var syv uger gamle havde de begge taget rigtig godt på, og familien har stille og roligt fundet en hverdag i hjemmet i Grindsted. Men med for tidligt fødte børn, er der stadig mange ting Maria og Rene skal tage hensyn til og være opmærksomme på:
“Vi kan ikke være sammen med folk der er forkølet, sådan er det bare. Nogle synes måske, at vi er lidt hysteriske, men det er der ikke noget at gøre ved. Rene's to store børn har stadig ikke set dem, fordi de er snotforkølet. Det har været træls, og det har de haft svært ved at forstå. Der har da også været nogle af vores venner og bekendte der ikke helt har kunnet forstå, at det altså ikke er fordi vi ikke vil komme på besøg, men vi kan bare ikke”.
Ud over at beskytte tvillingerne mod sygdomme og forkølede gæster, så konstaterer Maria og Rene hurtigt, at der ikke skal så meget til, for at påvirke Isabella og Marco:
“Det er tydeligt at mærke på dem, hvis de har fået for mange indtryk, især Isabella. Hvis vi eksempelvis har været i nye omgivelser, hvis der har været for mange mennesker her en dag, det kan hun slet ikke tackle. Der var en dag vi havde besøg af både sundhedsplejersken, min mor og en af vores venner, og det var for meget for hende. Om aftenen der græd hun rigtig meget, og armene de kørte rundt på hende. Hun var utrøstelig, indtil hun kom op at ligge hos en af os”.

Et skridt ad gangen

Maria og Rene prøver gradvist at vænne børnene til de mange indtryk der er derhjemme, når de får gæster, når de går en tur med barnevognen eller når der skal handles. Isabella og Marco skal de kommende tre år, helt rutinemæssigt, til kontrol hos en læge på neonatalafdelingen. Blandt andet for at konstatere, om børnene udvikler sig, som de skal, og om det, at de er født seks uger for tidligt, får nogen betydning for deres fremtid:
“Man kan godt mærke, at når man møder andre forældre, så bemærker de, og kommentere også på, at de er født for tidligt. Men det er okay. Vi ved jo ikke, om de bliver ved med at være mindre end andre børn der er jævnalderende. Men vi fik at vide på sygehuset, at vi ikke skulle sammenligne vores børn med andre børn, der er på samme alder. Det kunne godt være, at vores børn de ville begynde at kravle lidt senere, eller at det tog lidt længere tid, så det tager vi helt stille og roligt”. Allerede nu er Marco ekstremt god til at holde sit hoved, til at smile, og til at holde øjenkontakten. Isabella er lidt mere slap i det, men hun vejer jo også et helt kilo mindre, så det skal nok komme”.

Fremtiden

Isabella og Marco fik en lidt sværere begyndelse på livet end andre børn. Men selvom de blev født seks uger for tidligt, så ser Maria og Rene fortrøstningsfuldt på de kommende år:
Den største bekymring for dem i fremtiden er, at de vil være lidt langsommere end andre børn. At de skal kæmpe lidt mere. Men den største gave, ved at vi har fået Marco og Isabella er også, at der er ubetinget kærlighed. Man vil altid elske sine børn, uanset hvad”.
For Maria og Rene har oplevelsen med at være indlagt på sygehuset med deres børn været en god erfaring. Sammenhold i familien og at være åben for at tage imod hjælp har bragt dem igennem:
“Vores råd til andre forældre er, tag imod alt den hjælp I kan få. Tag endelig imod de redskaber, man får på sygehuset. Tag en dag af gangen og husk hinanden, når det er svært”.
Næste store oplevelse for Maria, Rene, Marco og Isabella ligger lige om hjørnet. Når børnene er blevet lidt større, så skal hele familien nemlig i festtøjet:
“På vores 2 års dag den 1 januar var Rene på knæ, så nu skal vi giftes”.

Artikelserie
Dette er fjerde del af historien om Maria, Rene og deres to små tvillinger.
Hvis du vil læse de tre første afsnit i serien kan du finde dem på www.kolding.lokalavisen.dk