Når livet begynder for tidligt

“Jeg har aldrig været så rolig i mit liv. Jeg følte det som om, jeg lukkede fuldstændig ned. Jeg registrerede slet ikke hvad der skete omkring mig. I hovedet tænkte jeg, nu kan jeg mærke, at de skærer i mig. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, men jeg kunne mærke, at de trak i mig. Og så kom den der mærkelige følelse af, at maven gav sig på sådan en helt speciel måde, så kom der et svurp. Det var Marco - og han skreg. Der gik ikke ret lang tid, så kom følelsen igen, og så kom Isabella. Hun sagde igenting, og så stivnede jeg”.
Den 1. oktober blev Maria Ambus Lomholt, sammen med sin kæreste Rene Kristoffersen forældre til tvillingerne Marco og Isabella. Men hvor de fleste forældre går og venter på deres lille vidunder i 40 uger, så meldte Maria og Rene's børn deres ankomst allerede i uge 32.

Satser på kærligheden

Maria og Rene har ikke kendt hinanden særligt længe. De mødte hinanden på nettet, og deres første date havde de den 1. januar for knap to år siden.
“Vi havde skrevet sammen, og snakket i telefon sammen, et stykke tid, men vi havde ikke mødt hinanden. Den 31. december ringede han selvfølgelig også for at ønske godt nytår, og jo længere ud på natten vi kom, jo flere gange ringede han. Til sidst sagde han, at han ville komme og besøge mig dagen efter, og jeg tænkte bare ja, ja.
Om eftermiddagen den 1. januar fik jeg så en sms om, at han ville være der ti minutter senere. Jeg troede ikke rigtig på det, men han kom, og så tog han ikke hjem før fire dage senere”.
Da Maria og Rene mødte hinanden boede Rene på Sjælland mens Marias hjem var i Grindsted i Jylland. Ingen af dem var indstillet på, at flytte til den anden ende af landet. Rene arbejdede på Statoil Raffinaderiet. Han har desuden to børn fra et tidligere forhold, som bor hos deres mor i Vemmelev, at tage hensyn til.
“Jeg tænkte, at hvis jeg bearbejdede hende lidt, så kunne det jo være, at hun ville flytte med til Kalundborg”.
Men sådan blev det ikke. Den 1. marts, to måneder efter deres første møde, pakkede Rene sit hidtidige liv sammen og flyttede ind hos Maria i hendes hus i Jylland.

Et stort ønske

Selvom de ikke havde kendt hinanden mere end et par måneder, så var både Rene og Maria overbevist om, at de skal dele resten af livet sammen. Maria var 34 år gammel da de mødte hinanden, og hun ville rigtig gerne have børn. Det var dog langt fra uproblematisk for Maria der havde været igennem otte aborter.
“Jeg fortalte Rene, da han kom ind i mit liv, at jeg ikke kunne garantere, at jeg kunne få børn, og det var ligesom noget, han skulle tage stilling til. Jeg lider af en blodsygdom, der gør, at jeg ikke kan holde på et foster. Så jeg vidste godt, at hvis jeg skulle have børn, så skulle det ikke være på naturlig vis, og det var Rene indforstået med”.
Under normale omstændigheder skal man som par have været sammen i mindst et år og have prøvet på at blive gravid ligeså længe for at blive godkendt til reagensglasbehandling. Men allerede den 7. juni, knap et halvt år inde i deres forhold, fik parret grønt lys fra lægerne i Odense.
“Jeg tror, at det var på grund af den måde, vi var sammen på. Lægen kunne mærke, at vi var meget stabile og sikre på hinanden, så det ville hun godt stå inde for. Hun havde også en lang snak med Rene, for man får jo et vist indtryk, når der kommer en med alle de tatoveringer”.
Den 2. september gik parret i gang med den første behandling. Maria skulle i en periode på tre uger tage næsespray og stikke sig med sprøjter for at forberede kroppen på at få taget æg ud:

Igennem et helvede

“Det tog cirka et par måneder fra vi startede behandlingen op, og til at jeg fik taget æg ud. Jeg havde det ad helvede til i den periode. Jeg skulle tage den der næsespray morgen, middag og aften. Jeg skulle stikke mig selv med sprøjter. Først den ene slags og så den anden slags. Rene gik på æggeskaller, og jeg hang oppe under loftet. Jeg var simpelt hen så påvirket af de hormoner”.
Efter hormonbehandlingen skulle Maria til Odense og have taget æg ud. Det var en smertefuld behandling som påvirkede både hende selv og Rene:
“Lægen tog en kanyle og stak igennem skedevæggen for at suge æg ud. De sagde, at jeg skulle prøve at slappe af, men det gjorde virkelig ondt og jeg var helt smadret bagefter”.
Før æggene kunne blive sat op skulle de være befrugtet, og Rene havde afleveret en sædprøve. En oplevelse han helst havde været foruden:
“Jeg sad der på gangen med mit lille bæger. Alle kiggede på mig, og alle vidste, hvad jeg skulle der. Så sad man ellers bare der og ventede på, at rummet blev ledigt, og så gik man ind og ordnede det man skulle.
Der var en rigtig sød, ældre sygeplejerske der gav mig nogle blade. Det var så naturligt for hende, men det var bare så unaturligt for mig, så det var bare med at få det overstået”.
Efter den hårde omgang på Odense Universitetshospital gik der et par dage før lægerne kunne konstatere, om æggene var befrugtet. De dage kunne næsten ikke få en ende, og det påvirkede både Rene og Maria:
“Der kørte en million tanker rundt i hovedet på mig. Man tænkte hele tiden, hvad hvis det ikke lykkes. Vi har tre forsøg i det offentlige, og hvad hvis det så heller ikke lykkes næste gang? Det var et stort psykisk pres”.
Der gik ikke ret lang tid, så kom følelsen igen og så kom Isabella. Hun sagde igenting, og så stivnede jeg”.
Maria Ambus Lomholt, nybagt mor
Artikelserie
Dette er første del af historien om Maria, Rene og deres to små tvillinger.
De kommende tre uger kan I læse mere om hvordan det er at være indlagt med sine børn, om de mange bekymringer Rene og Maria har, og om hvordan det går Isabella og Marco i dag.