Fortsæt til indhold

Det bankede på døren..

I sagen om tabt arbejdsfortjeneste har vi på avisen modtaget flere anonyme henvendelser der drejer sig om Mette Balsby

Arkiv
Anne Andersen

Det banker på døren. En cirka 30-årig mand i turkis skjorte står udenfor med et sammenfoldet A4-papir hånden, som han gerne vil aflevere. Han beder om, at det bliver bragt anonymt i avisen.
Efter at have læst indholdet, bliver han oplyst om, at det ikke kan bringes anonymt, at vi skal have en afsender på. Han bliver spurgt, hvem det er fra og siger, at det er anonymt, men at det kommer fra Dansk Folkeparti.
Han spørger, om han må ringe til Søren og høre, hvordan han skal forholde sig. Efter en kort samtale på sin mobiltelefon, forklarer han, at “Søren siger, at jeg bare skal aflevere det som et tip”. Derefter går manden fra redaktionen igen.
Vi ringer efterfølgende til Søren Rasmussen som er gruppeformand for Dansk Folkeparti i Kolding Byråd. Han siger, at han ikke har kendskab til det anonyme brev, og hvem det er der har afleveret det.
Inden vi første gang omtalte sagen tilbage i maj, fik vi her på avisen en anden henvendelse via mail. En henvendelse der drejede sig om Mette Balsby og sagen om tabt arbejdsfortjeneste.
Denne afsender ønsker ligeledes at være anonym. Avisen har dog gentagne gange været i kontakt med kilden, så vi ved, i modsætning til det aflevere brev, hvem oplysningerne stammer fra.
Gældende for begge henvendelser er, at de drejer sig om Venstres byrådsmedlem Mette Balsby og hendes rolle i sagen om tabt arbejdsfortjeneste.
I begge tilfælde bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om Mette Balsby har været berettiget til at få udbetalt de beløb, hun i sin byrådstid har modtaget i tabt arbejdsfortjeneste.
Det bliver også angivet, at hun som konsulent kun har én enkelt kunde, nemlig Nicolai Biograf, og at hun uretmæssigt får tabt arbejdsfortjeneste som en indkomst og ikke som kompensation.
Vi har talt med Mette Balsby for at forelægge hende de nye oplysninger, og for at forsøge at få svar på de anklager der bliver rettet mod hende.