Koncert med rod i Sønderjylland
Nikolaj Nørlund er en rutineret sangsmed med mere end 20 år på bagen i den danske musikbranche. Til sin koncert i Nygadehuset i morgen den 23. oktober, giver han et band med lokale rødder chancen for at spille for et større publikum.
Det sker gennem platformen Local Heroes, der skubber ny musik på vej ved at involvere fans, skabe medieomtale og trække folk til spillestederne. På den måde er bandet Vinterbarn kommet på plakaten til koncerten på Nygadehuset.
Sangskriver og komponist i Vinterbarn, Jeppe Damkjær Hybschmann, har en tilknytning til området, da hans familie stammer fra og stadig bor i det sønderjyske. Derfor har han igennem barn- og ungdom besøgt og været i området talrige gange og finder inspiration i denne specielle og historiske del af Danmark.
"Min familie på begge sider stammer fra Tønder og gårdene omkring Kongeåen. Jeg har været meget i og kørt meget rundt i Tønder og omegn og langs Kongeåen med min mormor, som boede på en gård under krigen, hvilket altid var meget spændende," siger Jeppe Hybschmann
Selv om der er hilsner til 60'ernes og 70'ernes protestrock i Vinterbarns musik, så er Vinterbarn også forankret i nutidens indie-sound.