Fortsæt til indhold

Spil og syng dansk i Borup Kulturhus

Arkiv
Arkiv

BORUP: ”Spil og Syng Dansk-aften” er blevet en sikker tilbagevendende begivenhed over hele landet.
Igen i år afholdes der Spil og Syng Dansk aften i Borup Kulturhus. Arrangørerne, Kulturelt Samråd Køge, sørger for en blandet buket af sang- og melodiblomster.
Der vil være filmmusik udsat for 4-stemmigt kor, danske musikgrandprix-melodier, spillemandsmusik, gårdmusikant-sang, søde og sjove danske viser og sange, der bare skal synges. Der vil som sædvanlig være fællessang akkompagneret på kulturhuset nye flygel, men til grandprix-melodierne er det rytmeorkestret ”De Små Grå”, som spiller til. Orkestret håber, at der kommer en større flok børn fra Højelse Skole, som vil synge med.
Den danske sang- og musikskat er så stor, at der nu er tradition for at synge danske sange en gang hvert efterår. Borup Kulturhus er reserveret, lysene er tændt og ja, Kulturelt Samråd Køge håber på fuldt hus igen i år den 30. oktober fra kl. 19-22. Husk det nu.
- Programmet er stykket sammen af forskellige musikalske grupper, så der vil være meget forskelligt at lytte og synge til. Mon ikke, der også vil være mulighed for en svingom til spillemandsmusikken, eller grandprix-melodierne. I hvert fald er der masser af fælles sang, eller man kan blot nynne med, siger Mogens Gammel Pedersen fra Kulturelt Samråd Køge.
Sangteksterne vil ligge klar til alle, en forfriskning kan købes, men danseskoene skal man selv tage med. Aftenen slutter af med fællessang som ”ønskekoncert”. Der er gratis adgang.
pm