For 4,2 millioner tablets til børn
Budgetforslag i Kolding: Én iPad til hver dagplejer og til hvert 10. børnehavebarn
Når borgmester Jørn Pedersen (V) i disse dage forhandler med lederne af de øvrige politiske grupper i Kolding Byråd for at strikke en aftale sammen om næste års budget, sidder medarbejderne i børnehaver og dagplejen og krydser fingre for, at det må lykkes denne gang.
Det, der gerne må lykkes denne gang, er at få politikerne til at nikke ja til ønsket om, at børnehavebørnene og dagplejerne får flere tablets - iPads og lignende - at arbejde med i dagligdagen.
Meget læring i tablets
“Det vil betyde rigtig meget for os at få flere af dem. Vi vil få dobbelt så mange, som vi har nu”, fortæller Marianne Moos, leder af Børnehaven Gl. Kongevej i Kolding.
Her har de i øjeblikket tre af slagsen, én til hver stue. Det svarer til, at der er 22 børn om én iPad.
I budgetforhandlingerne ligger der et forslag om at indkøbe 380 tablets til kommunens børneinstitutioner, så der er én til ti af de i alt 3800 børn i byens børnehaver.
“Der er rigtig meget læring i det for børnene”, understreger Marianne Moos og fortæller, at de forhåndenværende tablets i børnehaven på Gl. Kongevej bliver brugt meget, blandt andet til hukommelsesspil, puslespil og lignende.
Én hver til 400 dagplejere
Dagplejens leder, Joan Lindskov, går også og håber. For 400 af de i alt 780 tablets skulle gerne havne hos hende og hendes 400 dagplejere.
“Vi håber, at det lykkes denne gang”, siger hun til Lokalavisen med henvisning til, at ønsket også var på dette årsbudget.
Hun mener, at også dagplejerne har en forpligtelse til at introducere digital teknologi til børnene. Og så er der ifølge Joan Lindskov en sidegevinst.
“Det kan være en stor hjælp i dagligdagen for dagplejerne, når de skal kommunikere med kommunens systemer. I dag sker det fra dagplejernes egne computere”, fortæller Joan Lindskov.
Hvad skal I ellers bruge én tablet til hver?
“Det kan for eksempel være, at bruge den til at få mere at vide, når man ser en fugl eller noget andet, når man er ude at gå tur med børnene. Derfor skal dagplejerne have én hver. Det giver ikke mening at deles om én”, understreger Joan Lindskov.
Børne- og Uddannelses-udvalget foreslår
at der købes i 780 tablets over fire år
520 i 2015, 85 i 2016, 175 i 2017, 260 i 2018 og de kommende år
Da en tablet har en forventet levetid på tre år, skal der købes 260 årligt for at holde bestanden ved lige
Det koster 220.000 til 330.000 kroner årligt at have netværksforbindelse til de mange tablets
En tablet koster ca. 4.100 kroner og 420 kroner i drift hvert år