Indbrudstyv væltede rundt i alkohol
En ekstra opmærksom vagt kunne torsdag nat ovegive en indbrudstyv til politiet.
Vagten opdagede klokken 02.12, at der var indbrud ved Bilka, og da han kom frem så han også en gerningsmand:
"Vagten løb efter tyven, men i første omgang slap han væk. Vagten satte sig dog til at vente og efter et stykke tid vendte tyven tilbage til gerningsstedet og her blev han tilbageholdt indtil politiet nåede frem", forklarer Brian Abild fra Lokalpolitiet i Kolding.
Manden havde været på udkig efter alkohol, og havde forsøgt at slippe afsted med en hel indkøbsvogn fuld af flasker:
"På en eller anden måde, er han væltet rundt i nogle af de her flasker, så han var søbet ind i alkohol. Om han var fuld, det skal jeg ikke kunne sige", lyder det fra Brian Abild.
Den anholdt er 23 år og fra Kolding.