Dronningen begravet i bøger
Bogværk om Danmarks Kongegrave har været 22 år undervejs
Roskilde Domkirkes 39 kongegrave ud af rigets 105 er noget særligt både på nationalt og internationalt plan.
Kirken var derfor valgt til præsentationen af bogværket ‘Danske Kongegrave I-III', hvor Dronning Margrethe fik en pragtudgave af værket overrakt.
- Vi vil gerne takke Dronningen for at ville være tilstede ved præsentationen af bogværket om de danske kongegrave, sagde Kjeld Wiingaard som velkomst til Dronningen. Han er formand for ‘Selskabet til Udgivelse af danske Mindesmærker', der har udgivet bogen.
- Det her er første gang nogensinde, at der er lavet en samlet beskrivelse af et lands kongegrave. Det er en anden måde at lave Danmarkshistorie på.
De tre bind rummer 1.000 års historie, og emnet har været grundigt behandlet, så det har taget lang tid, at få værket skrevet færdigt.
- Værket har været en stor skude at styre i havn, fortæller Karin Kryger, der er redaktør på værket.
- Vi har været i gang i 22 år. Ud over mig har der været 27 forfattere og et større antal konsulenter i gang.
jp@roskildeavis.dk