Dyr weekend for bilister
Politiet tjekkede køretøjer ved Racing Festival
Færdselspolitiet benyttede lejligheden til at tjekke hurtige biler, da der var Racing Festival i Roskilde i weekenden. Der var dog ingen af dem, der kørte med 300 kilometer på den korte strækning ved Østervang, der fik hak i kørekortet.
Til gengæld var der en enkelt, der kørte 151 kilometer i timen på Køgevej ved Skalstrupvej i Gadstrup.
På dette sted stoppede politiet i løbet af weekenden 16 trafikanter, der kørte hurtigere end de tilladte 80. De fik alle en bøde, 12 af dem fik også et klip i kørekortet, mens to af bilisterne fik taget deres kort.
En enkelt havde pillet ved sin knallert, så den kunne køre hurtigere end tilladt. Denne person fik en bøde og en betinget frakendelse af retten til at køre knallert.
Et andet sted på Køgevej tæt på Roskilde opdagede politiet 11 personer, der kørte for stærkt. Alle fik både bøde og hak i kørekortet.
Desuden stoppede politiet to spritbilister, og en der kørte bil uden kørekort, en der kørte i varebil med stjålen nummerplade. 19 personer brugte enten ikke sikkerhedssele eller brugte håndholdt mobil under kørslen.
Alle kan forvente en regning fra ordensmagten.