En aften med stemning og musik fra Paris anno 1900
Vejle Kommunes koncertgruppe og Willy Stolarczyk står bag en familiekoncert, der blander klassisk musik, musetteharmonikamusik, viser, eventyr, cancan-dans og er et tilbageblik til de store Parisercaféer omkring år 1900.
Musikerne er Lise Stolarczyk, tværfløjte, Dorthe Gade, klarinet, Lars Henrik Ørn, violin, Svend Poulsen, violin/viola, Lars Koch, kontrabas, Lene Roar, slagtøj og Willy Stolarczyk, klaver og direktion. Desuden tre accordeon-spillere, Ulla Moustgaard, Louise Kristensen og Anette Hald samt barytonsanger Flemming H. Meng, der synger en fransk chanson, og to unge fløjtesolister. Musikken er af Georges Bizet, Jaques Offenbach, J. Ibert, Jules Massenet, Fr. Chopin og Roget de Lisle.
Dansere fra ”DanseQuilibrium” optræder på en lille caféscene, og forfatter Jim Højberg er fortæller. Desuden medvirker omkring 30 personer udklædt som cafégæster og kok/tjener fra omkring år 1900.
Der er fri entré til alle herlighederne, der udspiller sig i Vejle Musikteaters store sal søndag den 2. november klokken 15 og varer fem kvarter.